Tyskerbunker fra 2. verdenskrig: Svær at finde men spændende indeni

Bag jordvolde og afspærringsbånd skulle den nyåbnede bunker, der har været brugt til at opbevare en lyskaster, findes.

I weekenden gravede Besættelseshistorieselskabet i Thy endnu bunker fra 2. verdenskrig ud i Hanstholm. Men selvom bunkeren er populær, er den ikke lige til at finde.

Erik Toft fra Heltborg har taget motorcyklen til Hanstholm for at kigge på bunkeren - hvis det altså kan lykkes ham at finde den.

- Hver gang de har åbnet en bunker, som de nu har gjort hvert andet år i flere år, så skal jeg op og se, om de finder noget spændende, siger han.

Bag jorddynger og afspærringsbåndfinder han så bunkeren fra 2. verdenskrig. 

- Jeg ville gerne have været heroppe i går, men der var der nogle børnebørn, der skulle passes, fortæller Erik Toft.

Bunkeren har huset en lyskaster

Bunkeren fra 2. verdenskrig har i sin tid været brugt til at huse en lyskaster, der ført af seks tyske soldater kunne bruges til at spotte engelske fly på nattehimlen. 

- Det her er så garagen til lyskasteren. Man kørte den ind gennem en stor åbning i væggen, og inde bag muren her, havde man generatoren stående, der generede strøm til lyskasteren, siger Jens Andersen, der er museumsinspektør på Bunkermuseum Hanstholm. 

I Danmark byggede tyskerne omkring 7.000 bunkere. Cirka 450 af dem befinder sig i Hanstholm, hvor man hvert andet år åbner endnu en bunker.

- Hvis vi er heldige at finde en bunker, der ikke har været åbnet i 70 år, så er det en slags tidslomme, vi finder, siger museumsinspektøren. 

Tilbagevendende besøgende i bunkerne 

I dag er det så femte gang, at Erik Toft besøger en af de åbnede bunkere i Hanstholm.

- De fleste er ryddede. Man er kun heldig en gang i mellem at finde noget, der er meget interessant, siger han.

- Lige den her bunker er blevet ryddet grundigt op, siger Jens Andersen.

Selvom Erik Toft havde håbet, at der ville være mere i bunkeren, er han glad for, at han lagde vejen forbi på sin motorcykel. 

 

Læs flere artikler fra Thisted eller i kategorien Samfund.