Stopper efter 24 år som direktør i Tican: - Selvfølgelig er det lidt vemodigt

Økonomidirektøren, Niels Jørgen Villesen, overtager rollen som administrerende direktør i Tican.

Ove Thejls har gennem 24 år været administrerende direktør i Tican. I dag var hans sidste dag.
Ove Thejls har gennem 24 år været administrerende direktør i Tican. I dag var hans sidste dag.
Foto: Karsten Mortensen, TV MIDTVEST

For sidste gang tog Ove Thejls i dag den hvide kittel på og gik en tur gennem slagtergangen på Tican i Thisted.

Efter 24 år i virksomheden som administrerende direktør takkede han denne dag i april af.

- Selvfølgelig er det lidt vemodigt her sidste dag, men hvis vi kigger fremad, så er det fantastisk. Virksomheden er i god stand, så det er dejligt, siger han.

Det er efter mange år med succes, at Ove Thejls i dag overdrager virksomhedens daglige drift.

Synlig leder

Selvom de fleste af Ove Thejls opgaver gennem de 24 år som administrerende direktør foregik på kontoret, så var det ikke altid der, han befandt sig.

For som i dag trak han ofte i den hvide kittel for at se, hvad der skete rundt omkring i virksomheden.

- Det giver lidt respekt. Man skal ikke bare gemme sig inde på kontoret. Man skal ud, hvor det foregår og vise ansigtet,siger Ove Thejls.

I dag foregik den tur med hans afløser.

Økonomidirektør træder til

Ove Thejls’ afløser er fundet i virksomheden, hvor det er økonomidirektøren, Niels Jørgen Villesen, som har været i virksomheden i 20 år, der træder til.

Han ved, hvad Ove Thejls har betydet for dagligdagen i den store virksomhed.

- Det er jo, at han fra starten har sat en retning, der har gjort, at vi stadig er her i dag. For havde vi ikke gjort det i sin tid for snart mange år siden, så havde vi været en del af en fusion for lang, lang, lang tid siden, siger Niels Jørgen Villesen.

Han vil også videreføre sin forgængers tradition med at gå ture gennem slagtergangen.

Niels Jørgen Villesen overtager posten som administrerende direktør i Tican.
Niels Jørgen Villesen overtager posten som administrerende direktør i Tican.
Foto: Karsten Mogensen

Et råd til afløseren

Virksomheden Tican har mange år med succes. Men det skal ikke være der, fokus ligger fremadrettet.

For i stedet for at dvæle ved fortiden, skal der kigges mod nye muligheder.

- Nu kan man tillade sig at kigge fremad. Det skal man i øvrigt altid gøre i en virksomhed som Tican og i en stilling som min: Altid kig fremad. For det, der er sket i fortiden, kan du ikke gøre noget ved. Du kan bruge din erfaring, men jeg ser det her som starten af et nyt kapitel. Det betyder, at der ligger en masse muligheder foran mig, siger Ove Thejls.

Ove Thejls forlader ikke Tican helt efter i dag. Han fortsætter som næstformand i bestyrelsen i en periode.

Fritiden skal han bruge flere steder – blandt andet i køkkenhaven og på golfbanen.

2:34
SE INDSLAG: Ove Thejls sidste dag på Tican som administrerende direktør blev tirsdag markeret.
Foto: Karsten Mortensne, TV MIDTVEST