Mette Frederiksen: Disse restriktioner rammer Thisted og Vesthimmerland

Få overblikket over de restriktioner, som rammer syv nordjyske kommuner her.

Statsminister Mette Frederiksen (S) under torsdagens pressemøde.
Statsminister Mette Frederiksen (S) under torsdagens pressemøde.
Foto: Philip Davali / Ritzau Scanpix

De syv nordjyske kommuner, som rammes ar yderligere restriktioner som følge af coronavirus blandt minkbesætninger, har nu fået afgjort deres skæbne.

Af de syv kommuner ligger to i Midt- og Vestjylland, nemlig Thisted og Vesthimmerland.

I alle syv kommuner er blandt andet offentlig trafik lukket. Det siger statsminister Mette Frederiksen på et pressemøde torsdag aften.

- De restriktioner, som vi fremlægger nu, får stor betydning for jer og jeres hverdag, siger statsministeren.

- Der er tale om en reel nedlukning af Nordjylland, og vi vil selvfølgelig følge op med hjælpepakker. 

Følgende restriktioner rammer kommunerne Thisted, Vesthimmerland, Jammerbugt, Læsø, Frederikshavn, Hjørring og Brønderslev:

  • Midlertidigt stop for kollektiv trafik ind og ud af de ramte kommuner  
  • Skoleelever fra 5. til og med 8. klasse skal have fjernundervisning 
  • Studerende på videregående uddannelser skal undervises digitalt 
  • Cafeer, værtshuse og restauranter skal lukke 
  • Kultur- og idrætsliv samt forlystelser lukkes ned 
  • Udlændinge, der vil rejse ind i Danmark for at være i de berørte kommuner, afvises
  • Opfordring om ikke at krydse kommunegrænser unødigt, medmindre man har et uopsætteligt ærinde eller en kritisk jobfunktion
  • Offentlige og private arbejdspladser opfordres i endnu højere grad til at arbejde hjemme
  • Massiv testindsats startes: Alle, der bor i de berørte kommuner, bedes testes

Alle tiltag gælder til og med den 3. december. Det varierer, hvornår de forskellige restriktioner starter.

Restriktionerne om ikke at krydse kommunegrænser samt om at arbejde hjemme i så høj grad som muligt gælder allerede nu.

Cafeer, værtshuse og restauranter, som skal lukke, skal gøre det fra lørdag.

Restriktioner om skoler og uddannelser gælder fra mandag.

Frygter at vaccine ikke vil virke

Restriktionerne kommer på baggrund af det pressemøde, Mette Frederiksen afholdt onsdag.

Her sagde hun, at alle mink i landet skulle aflives, efter der var fundet en muteret version af covid-19 i mink.

Efterfølgende fortalte hun, at der ville komme yderligere restriktioner til syv kommuner i Nordjylland, og de er altså kommet nu. 

Restriktionerne kommer, fordi det frygtes, at en kommende coronavaccine ikke vil virke på den muterede version af covid-19.

Derfor sættes en taskforce ind, siger statsministeren på pressemødet.

- En taskforce vil blive sat ind for at sikre målrettet isolation af personer med den muterede corona-virus. Vi skal simpelthen have slået den ned.