Lild Strand vil finde lyset i mørket: Vil være en del af mørke-elskende forening

Det er få steder i landet, hvor nattehimlen ikke bliver forstyrret af lys fra byer eller firmaer. Et sted er dog Lild Strand, og nu vil de forsøge at få certifikatet som Dark Sky Park.

3:27
Bjarne Sørensen er netop i gang med at lave målinger af hvor meget kunstigt lys, der kommer ind ude fra området.
Foto: Lars Lauridsen, TV MIDTVEST

De fleste steder i Danmark vil stjernehimlen være påvirket af kunstigt lys fra byer eller virksomheder, når man vil studere nattehimlen.

Men der er få steder i landet, hvor der næsten ikke er nogen lysforurening. Et af de allermørkestes steder er i Lild Strand lidt vest for Bulbjerg, og derfor vil de lokale nu forsøge at udnytte det.

Bjarne Sørensen ejer et sommerhus i Lild Strand, og han er netop i gang med at måle, hvor meget kunstigt lys, der kommer ind ude fra.

- Vi er et af de steder i Danmark, hvor der er det dybeste nattemørke, det er jo ikke noget, som man kan bygge sig til. Hvis du har for meget by og for meget aktivitet, så har man ikke det dybe nattemørke, siger Bjarne Sørensen.

Målingerne, som Bjarne Sørensen laver, skal bruges til en ansøgning til den nonprofitorganisation, der udvælger de såkaldte Dark Sky Parker.

Eftertragtet og særligt certifikat

Lild Strand er omgivet af hav, hede og fjord, og derfor er der ikke lysforureninger, som eksisterer de fleste steder. 

Af den grund vil Hawboernes Forening gøre området til en Dark Sky Park, som betyder, at det er et sted med en klar nattehimmel.

Men der kræver et certifikat, før man må bruge titlen, og den arbejder de nu for at få.

- Det er jo en del af den udviklingsplan, som går på at sørge for, at stedet bliver ved med at udvikle sig, og vi har i udviklingsgruppen lagt det kriterie, at der skal være stille turisme på stedets betingelser, forklarer Bjarne Sørensen.

Herhjemme er det kun Møn/Nyord, der har fået den eftertragtede status af Dark Sky Park, og selv om det vil tiltrække mange turister, så er det ikke hovedformålet. 

I Lild Strand gælder det nemlig ikke om at få mange turister, men i stedet at få de rigtige turister.

- Det helt specielle ved en Dark Sky certificering er, at man rammer turister uden for højsæsonen, siger han.

Bjarne Sørensen her med sin måler.
Bjarne Sørensen her med sin måler.
Foto: Lars Lauridsen, TV MIDTVEST

Kæmper mod lysforurening

Per Tybjerg Aldrich, som er redaktør hos Lysforurening.dk, har i mange år kæmpet mod lysforurening, og ifølge redaktøren har det alvorlige konsekvenser for sundheden, når skellet mellem nat og dag udviskes.

- Det ændrer på det mønster, som alle levende mennesker på jorden har vænnet sig til i flere millioner år - altså skiftet mellem dag og nat, lys og mørk. Og når den cyklus forstyrres, så får det nogle konsekvenser for helbredet hos mennesker og dyr, forklarer han.

Han mener derfor, at det er en god idé at lave parker med mørk himmel.

- Selv om man får de her parker, så vil man altså kunne se lyskupler over byerne, og derfor er det vigtigt, at vi generelt skal have reduceret lysforurening, selv om vi får de her parker, siger Per Tybjerg Aldrich.

Lild Strand har fået en forhåndsgodkendelse fra International Dark-Sky Association, og hvis det går, som de lokale håber på, så får området den eftertragtede status i begyndelsen af næste år.