FC Thy jagtede trofæ i dramatisk pokalfinale

Kvinderne fra FC Thy-Thisted Q skulle spille deres måske største kamp, da de i dag på hjemmebane mødte FC Nordsjælland i kampen om pokaltitlen. Desværre blev det gæsterne, der løb med sejren.

2:07
FC Thy, Thisted Q havde i dag en gylden mulighed for at vinde det første trofæ i klubbens historie. Thy-kvinderne har haft en fin sæson og er nået frem til årets pokalfinale

Det var en stor dag i Thy for både spillere og trænere, da FC Thy-Thisted Q’s kvinder tog imod favoritterne fra FC Nordsjælland i kampen om pokaltitlen. 

- Det kan jo ikke blive meget større. Det er jo noget af det største, man kan vinde - udover guldmedaljen i ligaen måske, siger Beate Marcussen, der spiller på midtbanen for hjemmeholdet.

Det var gæsterne fra Sjælland, der kom bedst fra start, og efter 15 minutters spil bankede FC Nordsjælland bolden på overliggeren.

20 minutter senere blev det for alvor dramatisk.

Anfører for Thy holdet Mathilde Kjelgaard røg efter en forsvarsaktion i eget felt en tur i græsset, og det var så voldsomt, at skulderen røg af led. Hjemmeholdet måtte færdiggøre kampen uden deres kaptajn.

Det blev ved drømmen

I første halvlegs tillægstid lykkedes det FC Nordsjællands angriber Camilla Kur at sende bolden i nettet, og hun blev derved matchvinder, da 1 – 0 resultatet holdt resten af kampen.

- Det er da pisse irriterende at gå ud og tabe den her. Vi skaber bare heller ikke nok chancer, og jeg synes egentlig heller ikke, de skaber andre end den, de får prikket ind, men sådan er det, fortæller Beate Marcussen efter kampen.

Det var ikke kun blandt spillerne, skuffelsen var tydelig. Cheftræner Torben Overgaard havde inden kampen sagt, at det var en af de største i karrieren.

- Jeg er ekstremt skuffet. Det er svært at sætte ord på, når man står i sådan en situation her, hvor vi er så tæt på. Jeg tror sådan set, at det var fortjent nok, at Nordsjælland de vinder, men når man kun taber 1- 0, så føler man, at man er tæt på, siger han.

Sejren blev FC Nordsjællands første titel. En oplevelse som Thyboerne stadig har til gode.