Topmoderne fødestuer og kejsersnit på få minutter: Ny fødeafdeling klar til landsdelens nye verdensborgere

Midt i vestorm og vandafgang skal flere fødende tirsdag morgen sætte kurs mod den nye fødeafdeling i Gødstrup.

2:25
Chefjordemoder Ann Fogsgaard
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Når vandet går, veerne kommer som perler på en snor, og fødslen for alvor banker på, så skal man midt i kaosset huske at stille GPS'en til den rigtige fødeafdeling. 

Fra tirsdag morgen skal turen for mange vestjyske fødende gå til de helt nye rammer ved Regionshospitalet Gødstrup.

Den 15. februar klokken syv åbner fødegangen på det nye regionshospital. Og her er man mere end klar til at tage i mod landsdelens fødende og ikke mindst de nye verdensborgere, fortæller chefjordemoder Ann Fogsgaard.

- Vi glæder os til endelig at få samlet to matrikler på samme adresse. Det betyder rigtig meget, at vi nu får samlet personalet fra fødeafdelingerne i Holstebro og Herning på samme afdeling, fortæller Ann Fogsgaard. 

Samler kræfter under samme tag

Det nye rammer på Gødstrup er gennemtænkt og planlagt nøje. 

På hospitalet har man samlet flere ekspertiser under samme tag - det chefjordemoderen kalder en stor familieklynge i et hus på tre etager. 

I stueplan finder man de ambulante konsultationer - fx hos en jordemoder. På 1. sal ligger børneafdelingen, og på 2. sal kommer så føde- og barselsgangen. 

- Det giver en fantastisk sammenhæng både for patienter og personale. Vi kan udnytte hinandens kompetencer, og vi kan få talt sammen i kaffestuen og og få drøftet faglige problemstillinger.

Og så fremhæver chefjordemoder Ann Fogsgaard endnu en vigtig forbedring. For på Regionshospitalet Gødstrup kommer fødeafdelingen til at ligge klos op ad operationsgangen. En detalje, der kan komme til at redde liv.

- Det betyder rigtig meget i forhold til hyperakutte kejsersnit, der skal foretages indenfor 15 minutter, at vi nu ved, at vi ikke skal ud på en længere rejse for at nå frem til en operationsstue. Det er en kæmpe tryghed både for personalet og for de fødende, fortæller hun. 

Ann Fogsgaard vurderer, at der er under et minuts gang fra fødeafdelingen til operationsgangen og fortæller også, at der altid er mindst én operationsstue reserveret til kejsersnit. 

Første dag markeres med flag på fødestuen.
Første dag markeres med flag på fødestuen.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Interaktive fødestuer

Det er i første omgang primært fødende fra Holstebro-området, som fra tirsdag skal føde i Gødstrup, men regionen oplyser, at også fødende fra Herning og omegn kan blive sendt til fødsel i Gødstrup. Sikkert er det, at de fødende kan se frem til en fødestue ud over det sædvanlige.

2:22
En gruppe studerende fra en særlig uddannelse i lyddesign arbejdede i 2020 med at lave ny musik til den interaktive fødestue i Herning. Konceptet er nu skaleret op i Gødstrup.

 Fødeafdelingen i Herning var kendt for sin interaktive fødestue, der har været en stor succes for både fødende og personalet.

- Dem får vi otte af på fødegangen i Gødstrup. De er lavet, så man kan vælge en fødestue, hvor der kører film optaget i forskellige åndehuller fra otte kommuner. Så kommer man for eksempel fra Struer, så kan man føde til optagelser fra Limfjorden, fortæller Ann Fogsgaard. 

Så til lyden at stille og beroligende naturlyde kan kvinden altså skrige sig igennem de smertefulde veer. Tanken er, at det er faren eller medmoren, der vælger temaet, rummet og stemningen på fødestuen. 

Dobbeltseng til alle

Og far, medmor eller en anden fødselshjælper er også tænkt ind i det efterfølgende ophold på barselsgangen. 

- Alle barselsstuer får dobbeltseng, og det er så fantastisk, fordi den lille, nybagte familie kan være sammen. Det er så vigtigt for den første tid, at familien kan være samlet hele tiden. 

Den sidste fødsel på det nu lukkede sygehus i Holstebro var den 2. februar - siden har fødende skullet køre til fødeafdelingen i Herning. Men også den fødeafdeling lukker inden længe. 

Region Midtjylland oplyser, at alle fødende i Herning og omegen, der går i fødsel fra den 16. marts klokken syv skal føde i Gødstrup.

- Vi sikrer os selvfølgelig, at ingen fødende bliver flyttet under en aktiv fødsel. Så det skal ingen bekymre sig om, forsikrer chefjordemoderen. 

Fødeafdelingerne i Herning og Holstebro er i øvrigt flere gange kåret som landets bedste. Personalet på fødeafdelingen i Gødstrup går målrettet efter samme anerkendelse.