Anders Vistisen afviser nazi-sammenligning i "hovedrystende" video

En ny video fra Dansk Folkepartis Anders Vistisen møder kritik fra parlamentskollega.

0:30
Dansk Folkeparti har lørdag delt videoen her på de sociale medier.
Foto: Dansk Folkeparti

De danske politikere har overgivet sig til EU.

Sådan lyder det i en ny video fra Dansk Folkepartis spidskandidat til Europa-Parlamentsvalget Anders Vistisen, der lørdag er blevet delt på de sociale medier.

Videoen er baseret på det befrielsesbudskab, der lød for præcis 79 år siden, og det møder kritik fra Socialdemokratiets medlem af Europa-Parlamentet Niels Fuglsang.

- Det er hovedrystende og mærkeligt at sammenligne de danske politikere med de tyske tropper, siger Niels Fuglsang, der stammer fra Thy.

I videoen lyder det, at statsminister Mette Frederiksen (S) har oplyst, at "de danske politikere i Strasbourg, i Bruxelles og i Danmark har overgivet sig til den Europæiske Union".

Derudover ser man billeder af et krigshærget Europa samt tyske tropper, der har overgivet sig.

- Det er at slå plat på historien. Sagen er, at EU har været et fredsprojekt, der har sikret, at der ikke har været krig mellem EU-landene, lyder det fra Niels Fuglsang.

På det sociale medie X møder videoen også kritiske røster.

Her lyder det blandt andet, at videoen er "usmagelig" og "relativt ubegavet".

Afviser nazi-sammenligning

Anders Visitsen mener ikke, at videoen er en direkte sammenligning mellem danske EU-politikere og den tyske besættelsesmagt.

- Jeg tror, at folk kan kode videoen. Det handler ikke om, at Fuglsang og de andre kolleger i parlamentet er nazister. Det handler om at vise, at Danmark er et selvstændigt land, hvor vi tager selvstændige beslutninger, siger Vistisen, der tilføjer:

- Det er vigtigt, at man fejrer selvstændigheden.

Niels Fuglsang mener som Anders Visitsen, at det er vigtigt at huske på historien. 

- Men Vistisen fordrejer historien, når han sammenligner de danske politikere med de tyske tropper, lyder det fra Fuglsang.

Anders Visitsen fortæller, at videoen skal være med til at vise Dansk Folkepartis EU-politik, der blandt andet handler om øget magt til nationalstater som Danmark.

- De fleste EP-kandidater synes, der er for lidt fokus på de områder, valget handler. Det her er et forsøg på at sammenkæde den vigtige begivenhed med vores fokus, siger DF'eren, der er fra Vridsted syd for Skive.

Anders Vistisen understreger desuden, at han ikke er enig i, at EU skal betragtes som et fredsprojekt.

- Niels og jeg bliver nok ikke politiske enige om, hvorvidt det er EU eller nationalstaterne, der skal sikre fred, men jeg er glad for, at videoen har givet anledning til den debat, siger Vistisen.

Der er valg til Europa-Parlamentet 9. juni.