Grethe arbejdede 30 år i Holstebro: Nu rykker hun til Gødstrup

- Vi har glædet os helt vildt.

Grete Kamp Nielsen har været ansat på hospitalet i Holstebro i mere end 30 år.
Grete Kamp Nielsen har været ansat på hospitalet i Holstebro i mere end 30 år.
Foto: Lars Lauridsen, TV MIDTVEST

Tomme papæsker, målebånd og gammel blodtryksmåler ryger en efter en i skraldespanden.

Sammen med kollegaen Helle Kalsbøl er sygeplejerske Grete Kamp Nielsen ved at rydde skabene på Skadestue 1 på Regionshospitalet i Holstebro efter, den sidste patient søndag har forladt det gamle sygehus

- Det er en vemodig dag, lyder det fra Grete Kamp Nielsen, der har haft sin daglige gang på hospitalet i mere end 30 år. 

Sammen med kollegaerne har hun i to uger været med til at tømme hospitalet for skalpeller, gips og andet udstyr for blive klar til Regionshospitalet Gødstrup, der søndag har modtaget 44 patienter fra Holstebro. 

- Når man siger farvel til noget, er der plads til noget nyt. Nu er det den helt store dag, og vi har glædet os helt vildt, siger sygeplejersken, der efter planen har første arbejdsdag i Gødstrup om en uges tid. 

Arbejdet med at tømme hospitalet begyndte 31. januar. Her ses Gipsstuen, der nu er tømt for gips. Meget udstyr og mange remedier er sendt til Center for Sundhed i Holstebro, akutmodtagelsen i Herning samt Regionshospitalet Gødstrup.
Arbejdet med at tømme hospitalet begyndte 31. januar. Her ses Gipsstuen, der nu er tømt for gips. Meget udstyr og mange remedier er sendt til Center for Sundhed i Holstebro, akutmodtagelsen i Herning samt Regionshospitalet Gødstrup.
Foto: Lars Lauridsen, TV MIDTVEST

Den garvede sygeplejerske fra akutmodtagelsen i Holstebro fremhæver, at det nye hospital med dets samling af specialer bliver en helt anden arbejdsplads. 

- Det bliver helt vildt. Alt er nyt. Det bliver dejligt, siger hun.

Flaget til hospitalet blev strøget søndag eftermiddag klokken 16.00.

Dermed overgår det til Holstebro Kommune, der har indgået aftale med Region Midtjylland om at overtage det gamle sygehus. 

Det er uvist, hvad der på sigt skal ske med bygninger i centrum af Holstebro.

Hospitalsafdelingerne i Herning begynder at flytte 7. marts. 

Det ventes at være afsluttet 20. marts. 

Du kan blive klogere på historien bag Regionshospitalet Gødstrup i programmet 'Historien om Gødstrup', som du kan finde på TV MIDTVEST Play

Herunder kan du se de to nyhedsindslag, TV MIDTVEST søndag sendte om flytningen.

2:44
Ambulancerne kørte i pendulfart med patienter, der i dag skulle flyttes fra Holstebro til Gødstrup.
9:25
Alle patienter skulle i dag flyttes fra Holstebro til det nye hospital i Gødstrup
Foto: Region Midtjylland og Sundhedsstyrelsen og Region Midtjylland.