Nærpolitiet holder skarpt øje med rockernes klubhus

Medlemmer af rockerklubben Satudarah vil ofte kunne se politi, når de kigger ud ad vinduerne i deres nye klubhus i Struer.

9:42
Rockergruppen Satudarah har for nylig har åbnet en lokalafdeling i Struer – med eget klubhus midt i byen og den udvikling holder de lokale betjente skarpt øje med.

Når nærpolitiet er på patrulje i Struer, er der en særlig adresse, betjentene er begyndt at køre forbi. 

Centralt i byen bor nemlig en gruppe nye tilflyttere, der skal holdes lidt ekstra øje med.

- Vi har fået en lille motorcykelklub, der er en del af en større motorcykelklub. Klubben er på rockerplan, og man ved fra erfaringer med rockere, at der også foregår nogle ulovlige ting omkring det, siger Lars Schou fra nærpolitiet i Struer.

Det er rockerklubben Satudarah, der har åbnet et klubhus i Struer. Nærpolitiet laver jævnligt tilsyn, hvor de kører forbi adressen.

- Når vi er her, kan vi godt lide at gå en runde. I det her tilfælde er der adgang fra Søndergade gennem sådan en gyde. Vi kigger os bare lidt omkring, siger Jakob Hvilsom fra nærpolitiet i Struer.

I februar ransagede politiet klubhuset, hvor der blev fundet stoffer, tyvekoster og klare beviser på, at der bliver drevet ulovlig smugkro på stedet.

- Først tager man spiritussen, men for at de ikke bare skal købe noget nyt igen, så tager man også inventaret, for det er også led i den ulovlige handling, der foregår, siger nærpolitibetjent Lars Schou.

Satudarah Klubhus set foroven.
Satudarah Klubhus set foroven.
Foto: StoryPark Media

Nærpolitibetjentene så helst, at Satudarah ikke havde slået sig ned i byen.

- Jeg ved ikke, om vi stresser dem, men vi er her så meget som muligt. Det er voldsomt forkert, at man lægger et klubhus for nogen med tilknytning til rockermiljøet inde midt i Struer by og lige ved siden af et gymnasium, siger nærpolitibetjent Jakob Hvilsom fra nærpolitiet i Struer.

TV MIDTVEST har gennem et halvt år fulgt dagligdagen på de nye nærpolitistationer under Midt- og Vestjyllands Politi. 

Stationere er en del af det treårige politiforlig, justitsminister Nick Hækkerup præsenterede i december 2020. En af grundtankerne i forliget er en markant styrkelse af nærpolitiets arbejde. I alt åbnes 20 nye nærpolitistationer i det ganske land. Her er betjentene i tæt kontakt med borgerne hver dag, når både store og små opgaver skal løses.

Du kan opleve denne og andre fortællinger om nærpolitiet i Midt- og Vestjylland i program 7 i TV MIDTVESTs serie Nærpolitiet.