53-årig udløste stor politiaktion på havnen: Nu skal han i fængsel i fem måneder

2:51
Politi, indsatsstyrke og bomberyddere er til stede for at anholde en mand, der har truet en kvinde på livet.
Foto: Selma Bjørnestad Kvist Åstrøm, TV MIDTVEST

Retten i Holstebro har i dag besluttet, at en 53-årig mand fra Struer skal fem måneder i fængsel. 

De fandt ham skyldig i at have begået vold og truet både en jævnaldrende kvinde og politiet. 

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse

Stor politiaktion førte til anholdelse

Det vakte stor opsigt, da politiet onsdag den 23. februar mødte talstærkt op på havnen i Struer og området omkring. 

Både hundepatruljer, ambulancer, brandvæsen, bomberydere og helikoptere var med i den aktion, der førte til, at en 53-årig lokal mand blev anholdt.

Nu er han fundet skyldig i, at han, forud for politiaktionen, har truet en 53-årig kvinde på livet og for samme dag at true politiet. 

Under grundlovsforhøret dagen efter anholdelsen redegjorde anklageren for, hvordan politiet mente manden i løbet af dagen havde skrevet beskeder til en kvinde med trusler om at slå hende ihjel og "smadre hendes kranie". Dengang fortalte manden, at kvinden er hans kæreste, og han forklarede, at han var alkoholpåvirket, da han skrev beskederne.

I dag blev han desuden dømt for at have været voldelig overfor den samme kvinde den 17. juli 2021 og for flere gange at have truet hende. 

Endelig blev han også fundet skyldig i at have overtrådt knivloven og truet to betjente den 18. juli sidste år.

Dommen på fem måneders fængsel er ubetinget. 

- Jeg er tilfreds med udmålingen og med, at retten fulgte min påstand om, at hele fængselsstraffen skulle gøres ubetinget, siger anklagerfuldmægtig Cecilie Paaske fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Politiet oplyser desuden, at sagen blev ført som en tilståelsessag, og Cecilie Paaske oplyser, at manden accepterede dommen.