53-årig anholdt efter stor politiaktion

Manden, der onsdag fik politiet til at møde talstærkt op på havnen i Struer, er sent onsdag aften blevet anholdt.

3:09
Onsdag eftermiddag og aften var Struer Havn spærret af, fordi en 53-årig mand havde truet en kvinde og politiet.
Foto: Bent Løkke Leth, TV MIDTVEST

Onsdag eftermiddag og aften var Midt- og Vestjyllands Politi massivt til stede i Struer, efter en 53-årig mand havde fremsat trusler mod både en kvinde og politiet.

Manden havde forskanset sig på en båd i havnen og oplyste til politiet, at han var i besiddelse af skydevåben og en håndgranat. Derfor var det ikke muligt for dem at nærme sig.

Klokken 23.30 lykkedes det dog at anholde manden, da han kortvarigt bevægede sig udenfor på båden. Her valgte politiet at sprøjte vand på manden, så han endte med at falde i vandet. Efterfølgende blev han hjulpet op og anholdt.

- Jeg er glad for, at det lykkedes os at afslutte det her på en god og ordentlig måde, uden nogen kom til skade, lyder det fra vicepolitiinspektør Sune Espersen, der ledede politiets indsats, i en pressemeddelelse.

Efterfølgende fandt politiet den omtalte håndgranat på båden. Det viste sig at være en ufarlig øvelsesgranat.

Flere helikoptere deltog også i aktionen på Struer Havn.
Flere helikoptere deltog også i aktionen på Struer Havn.
Foto: Presse-fotos.dk

Truede politiet

Optrinnet tog sit udspring, da en kvinde først på eftermiddagen anmeldte den 53-årige mand for trusler.

Efterfølgende ringede manden 112, truede politiet og oplyste dem om, at han var bevæbnet.

Herefter var Midt- og Vestjyllands Politi hele eftermiddagen og aftenen massivt til stede på havnen omkring nærpolitistationen i byen.

2:12
Restaurant "Ved Fjorden" lå pludselig inden for politiets afspærring i Struer

I den forbindelse valgte politiet også at evakuere Restaurant Ved Fjorden, da restauranten ligger relativt tæt på den båd, manden befandt sig på.

- Vi er klar over, at det kan være voldsomt for borgerne i Struer, når de pludselig ser tungt bevæbnede betjente i gadebilledet, men når vi modtager den form for trusler, og vi ikke kan udelukke, at den pågældende har våben, så tager vi naturligvis ingen chancer, siger Sune Espersen i en pressemeddelelse.

Politiet var ved midnat fortsat i gang med undersøgelser på og omkring båden. 

Lokalpolitiet i Holstebro oplyser torsdag morgen til TV MIDTVEST, at den 53-årige mand vil blive fremstillet i grundlovsforhør.

Det sker ved Retten i Holstebro klokken 13.