32-årig sendt bag tremmer efter han modtog og videregav pistol

Manden er den femte, der bliver fængslet, i et større sagskompleks fra Struer.

Retten i Holstebro.jpg
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

En 32-årig mand fra Østjylland er tirsdag formiddag blevet varetægtsfængslet i fire uger.

Det er sket under et grundlovsforhør ved Retten i Holstebro.

- Han er sigtet for den 27. august at have modtaget, transporteret og efterfølgende videreoverdraget en pistol, fortæller fungerende specialanklager Jakob Kjær Ratz. 

Manden nægtede sig skyldig og ville ikke afgive forklaring i retten, oplyser Jakob Kjær Ratz.

Episoden fandt, ifølge politiets opfattelse, sted i Struer, og sagen er relateret til et større sagskompleks, hvor fire mænd i slutningen af august blev varetægtsfængslet, siget for hovedsageligt ulovlig våbenbesiddelse og besiddelse af store mængder narko.

Lukkede døre

Jacob Kjær Ratz vil dog ikke fortælle meget fra dagens grundlovsforhør, da det blev afviklet for lukkede døre. 

- Men dommeren mente, at der var en begrundet mistanke, og han er fængslet efter påvirkningsbestemmelsen, forklarer han.

Det betyder, at dommeren mente, at der var risiko for, at manden ville kunne påvirke den efterforskning, der stadig er i gang, hvis han var på fri fod, og derfor blev han varetægtsfængslet. 

Politiet fortsætter sit arbejde med sagen, og heller ikke dét kan anklageren fortælle meget om, men han kan dog oplyse, at politiet i forbindelse med sigtelsen mod den 32-årige er brugt rumaflytning og videoovervågning.

Tidligere har politiet efterlyst en 38-årig mand i samme sagskompleks, og den efterlysning er stadig aktuel, bekræfter anklageren.