Det er med ambivalente følelser, at Dina overtager Søren Papes plads

Når man får tilbudt sit drømmejob, så bliver det normalt modtaget med glæde. Men for Dina Raabjerg har det været med en ambivalent følelse.

Dina Raabjerg
Foto: Niels Viggo Bentsen, TV MIDTVEST

Næste tirsdag træder Dina Raabjerg ind i Det Konservative Folkepartis folketingsgruppe. 

Det er et job, som hun håbede at få allerede i 2022, da hun stillede op til Folketingsvalget i Vestjyllands Storkreds.

Dengang blev hun ikke valgt ind, men nu skal hun overtage Søren Pape Poulsens plads, efter han lørdag døde af en hjerneblødning.

- Jeg skal være ærlig at sige, at jeg har det faktisk rigtig svært med det, når det er under de her omstændigheder, fortæller det kommende folketingsmedlem og fortsætter:

- Folk spørger, om jeg ikke glæder mig, og der må jeg sige, at det er jeg ikke kommet til endnu. Jeg tror nok, det skal komme. Men det har været ekstremt overvældende - også fordi det sker på baggrund af, at vi mister et menneske, jeg har ekstremt stor respekt for.

Ikast-Brande på Danmarkskortet

Dina Raabjerg sidder lige nu i byrådet i Ikast-Brande Kommune. Og selvom det er en ambivalent følelse nu at skulle i Folketinget, så vil hun bruge sin chance til at repræsentere sit område.

- Det er Ikast-, Brande- og Herning-området, som jeg er valgt i, og Ikast-Brande-kredsen er den mindste i Danmark. Og det er historisk rigtig svært for os at få en repræsentation i Folketinget.

På trods af timingen og omstændighederne, så har Dina Raabjerg dog ikke været i tvivl om, om hun skulle takke ja til jobbet.

- Jeg synes, at det ville være forkert ikke at gøre det - også med den opbakning jeg fik, og alle de mennesker, som bakkede mig op og arbejdede for, at netop jeg skulle blive valgt sidste gang.

Det er endnu uvist, hvilke ordførerskaber der tilfalder Dina Raabjerg.