Har kurs mod Bruxelles: Det er der beslutningerne bliver truffet
Ulla Tørnæs (V) har brugt hele sit arbejdsliv på at være politiker. Nu drømmer venstrekvinden fra Nørre Felding ved Holstebro om en hverdag i EU.
På spørgsmålet om, hvorvidt hun er den politiske cirkushest, som ikke kan undvære manegen, svarer hun uden at blinke: "ja".
Ulla Tørnæs (V) er vild med politik. Hun er begejstret for at være politiker. Og hun fortæller gerne hvorfor.
- Det varmer mig langt ind i hjertet, når jeg hører nogen fortælle om, at lige præcis den beslutning jeg traf, den betød noget, siger venstrepolitikeren:
- Så bliver man glad. Og så tænker man, at så nytter det noget, når det bliver så konkret, forklarer hun.
TV MIDTVEST har været i hælene på Ulla Tørnæs for at blive klogere på hendes fascination af politik. Se indslaget her:
Politik i blodet
Hele Ulla Tørnæs' arbejdsliv har drejet sig om politik.
Fra 1986 og otte år fremvar hun ansat i Venstres sekretariat på Christiansborg. I 1994 blev hun første gang valgt til Folketinget. Senere blev hun Venstres politiske ordfører. I flere omgange har hun været minister. I 2013 prøvede hun uden held at blive borgmester i Holstebro.
Ulla Tørnæs fortæller, at hun er arveligt belastet. At den politiske interesse og det politiske engagement er noget, hun har med fra barndomshjemmet i Esbjerg. Begge hendes forældre var aktive politikere. Hendes far, Laurits Tørnæs, var i mange år medlem af Folketinget - han var minister og senere også amtsborgmester.
- Jeg har ikke oplevet noget pres - nærmere en inspiration, forklarer hun:
- Jeg er ikke med i politik, fordi jeg skal være med i politik. Jeg er med i politik, fordi jeg tror på, at det nytter noget. Og at jeg kan være med til at gøre en forskel, siger Ulla Tørnæs.
Drømmen om EU
Ved valget i 2022 sagde den erfarne venstrekvinde frivilligt farvel til Folketinget. Men politisk færdig var hun dog ikke.
I foråret forsøger den nu 61-årige vestjyde igen at blive valgt - nu til Europa-Parlamentet.
- Med min erfaring i dansk politik, så er jeg nået frem til, at de allervigtigste beslutninger, som har afgørende indflydelse på vores allesammens hverdag, de bliver truffet på europæisk plan.
Og det kunne jeg rigtig godt tænke mig at være en del af, siger Ulla Tørnæs.
Om hun lykkes med søndag den 9. juni at løse billet til Bruxelles og Strasbourg er et meget åbent spørgsmål.
Venstre oplever i øjeblikket historisk dårlige meningsmålinger. Ulla Tørnæs er ikke sit partis spidskandidat og kan som situationen er i øjeblikket slet, slet ikke vide sig sikker.
Hvad nu hvis det glipper?
- Ja, så er jeg ikke valgt til Europa-Parlamentet. Og det vil jeg selvfølgelig ærgre mig over. Men verden går ikke under af den grund. Skulle det glippe så har jeg også en hverdag efter den 9. juni.
Men også en hverdag med politik?
- Det er spørgsmålet, hvor meget politik kommer til at fylde. Det er ikke sådan, at jeg forlader Venstre. Men jeg har jo så ikke nogle folkevalgte tillidsposter, så alene af den grund vil det selvfølgelig være anderledes, forudser Ulla Tørnæs.
I anledning af det kommende EU-valg har TV MIDTVEST også været tæt på SF's Villy Søvndal. Se indslaget her: