Rusland invaderer Ukraine: Dmytros svigermor gemmer sig i kælderen, når bomberne falder

Fra sofaen i Skive kan Dmytro Biriukov følge med i Ruslands invasion af hans hjemland Ukraine. Hvert 10. minut ringer han til sin mor og svigermor, som bor i landet, for at høre, hvordan de har det. Lige nu opholder hans svigermor sig midt i bulder og brag i Luhansk.

- De oplever, at huset ryster, raketter flyver, og bomber falder. Det er uacceptabelt i vores tid, at der er krig midt i Europa. Det er sindssygt.

- Når der er stille og roligt, går min svigermor op og tager vand og mad, og når hun hører bomber falde eller skyderi, så gemmer hun sig i kælderen igen, siger han til TV MIDTVEST.

Han hørte første gang om Ruslands angreb på Ukraine, da han modtog en SMS klokken 05.00 torsdag morgen fra sin familie i landet. Og siden har han konstant været i kontakt med dem, når forbindelsen har tilladt det.

- Jeg vil meget gerne hjælpe dem, men jeg ved ikke hvordan. Jeg kigger en time frem ad gangen. Jeg ved ikke, hvad der sker. Jeg kan for eksempel miste mine forældre.

- Jeg kan ikke gøre noget. Jeg kan ikke finde ord. Det er meget frygteligt, siger Dmytro Biriukov.

Kan vi få asyl?

I Holstebro sidder russisk-ukrainske Natali K. Brodersen også rystet bag skrivebordet på sit kontor ved WorkAdvice. Til dagligt arbejder hun med at formidle arbejde til ukrainere, der vil til Danmark. Men i dag ringer telefonerne også om meget andet.

- Dem, der allerede arbejder her, spørger alle sammen: ”Hvordan får vi vores familier herop?” Men det er megasvært, for lufthavnene og banegårdene er lukket, og bankerne virker ikke, siger hun.

Hendes kollega Aleksandra Ignatiuk, der også har familie i Ukraine, modtager også opkald med spørgsmål, der ligger uden for normalen. 

- Folk vil vide, hvordan man kan få asyl, og Danmark vil acceptere folk fra Ukraine, og det håber jeg da, siger hun. 

Begge kvinder er meget påvirket af situationen. 

- Min otteårige søn spurgte i morges, om russerne bombarderer, for de har snakket om det i skolen. Han var bange. Det er vi alle sammen, siger Aleksandra Ignatiuk.

- Jeg græder næsten aldrig. I dag prøver jeg at holde sammen på mig selv, men jeg sidder bare her og kan ikke hjælpe, siger Natali K. Brodersen.