Ekspert med ukrainske rødder: - Jeg får næsten myrekryb af det, der foregår lige nu

Philip Sviatchenko er født i Ukraine, men bor i dag i Viborg. Han har fulgt situationen i Ukraine nøje gennem 10 år.

2:43
Philip Sviatchenko er født i Ukraine, men bor i dag i Overlund ved Viborg. Han har fulgt situationen i Ukraine nøje gennem 10 år.
Foto: Hans Trier Vittarp, TV MIDTVEST

Efter længere tids spekulationer har Rusland torsdag den 24. februar indledt et angreb på Ukraine.

Den russiske præsident Vladimir Putin har i en tv-tale annonceret en særlig militæroperation, og fra tidligt torsdag morgen har der været meldinger om brag og eksplosioner ved en lang række ukrainske byer.

Philip Sviatchenko er født i Ukraines hovedstad, Kiev, og kom til Danmark i 1991 og bor i  Viborg. Han er uddannet i statskundskab og har fulgt konflikten nøje i cirka 10 år.

- Jeg får næsten myrekryb af det, der foregår lige nu. Det er med skælvende stemmeføring, at jeg beretter om det. Mine forældre er helt ude af den og er dybt berørte, så det påvirker mig meget. Det er en tung dag på kontoret, siger han.

Omskriver historien

Ifølge Putin er målet med militæroperationen at ’beskytte’ Ukraines Donbass-region, hvor udbryderregionerne Donetsk og Luhansk ligger.

Det ukrainske militær oplyser, at der har været missilangreb på flere luftbaser, blandt andet i Kiev, og på militærdepoter og flere andre steder i landet.

Philip Sviatchenko er kun delvist overrasket over, at konflikten nu er nået hertil. For ser man på de mange taler og artikler, som den russiske præsident er udkommet med i sin tid på magten, er der et stort fokus på en omskrivning af historien, fortæller han.

- I talerne er der blevet advaret mange gange imod vestens indblanding i nærområdet. Det er totalt uventet for mig, at man går længere end til de to republikker, men det kommer ikke bag på mig, at man var klar til at rykke ind i Ukraine, siger Philip Sviatchenko.

Brandfolk forsøger at bekæmpe ilden i en bygning i det østlige Ukraine efter et angreb torsdag morgen.
Brandfolk forsøger at bekæmpe ilden i en bygning i det østlige Ukraine efter et angreb torsdag morgen.
Foto: Aris Messinis/AFP/Ritzau Scanpix

Ruslands forsvarsministerium bekræfter, at landet har angrebet Ukraines militære infrastruktur, luftforsvar og luftvåben, men angrebet er ikke rettet mod beboelsesområder, siger de.

Philip Sviatchenko er dog ikke i tvivl om, at det påvirker rigtig mange borgere.

- Det er store landlige arealer, der er tilbagestående, som skal forholde sig til det her absurde faktum.

- Der foregår en cyber-krig, en regulær krig med personel og en informationskrig, siger han.

Vil ramme eksporten

Baseret på samtaler med venner og bekendte vurderer Philip Sviatchenko, at konflikten også påvirker de virksomheder, der for eksempel eksporterer til eller har drift i Ukraine. Det er især inden for landsbrugssektoren og tech-området.

- Det vil også ramme de sektorer, det er helt givet. Vi ser jo, at danskere rejser tilbage, så, der vil være en konsekvens. Og det er ikke bare en måned, men også et år frem, fordi situationen er så uforudsigelig.

Torsdag formiddag er der ifølge TV 2 flere end 40 ukrainske soldater, der er blevet dræbt, og adskillige andre er såret. Det siger en rådgiver for præsident Zelenskij. Der er også rapporteret om civile ofre i flere byer.

Det ukrainske militær hævder at have dræbt omkring 50 russiske soldater. Philip Sviatchenko stiller sig selv spørgsmålet, hvor meget urolighederne vil sprede sig fremadrettet.

- Ser vi kampvogne rykke ind om få dage i Kiev? Vi kan ikke afvise, at kampvogne er en begyndende fase til et kup. Så vil der ske et kup i Kiev, hvor man fjerner præsidenten og indsætter et russisk-sindet administration? Det er ikke utænkeligt, siger han. 

Rusland afviser over for FN's Sikkerhedsråd, at der er tale om en krigshandling og kalder det en "militæroperation". Den ukrainske udenrigsminister betegner dog angrebet som en fuld invasion og krigshandling.

Der er indført undtagelsestilstand i Ukraine, og borgere opfordres til at holde sig inden døre.

EU-lederne har indkaldt til et ekstraordinært møde for at drøfte yderligere reaktioner mod Rusland.