Museum vinterlukker for at spare på energien: Har overskredet budgettet med flere 100.000 kroner

Skive Museum lukker i fire måneder for at spare på energiregningen, for krisen har tømt pengekassen.

Hvis du vil opleve en udstilling på Skive Museum i år, så skal det være nu.
Hvis du vil opleve en udstilling på Skive Museum i år, så skal det være nu.
Foto: Skive Museum

Hvis du gerne vil nå at se Skive Museums udstilling om skibonitters identitet, så skal du skynde dig, for fra 1. december og fire måneder frem lukker museet for vinteren. Energikrisen betyder nemlig, at pengekassen er ved at være tom.

- Vi har allerede brugt flere 100.000 kroner på varme og strøm, end vi havde i budgettet, siger Per Lunde Lauridsen, der er museumschef for Museum Salling, som museet i Skive hører under.

Det er ham, der har taget beslutningen om at vinterlukke museet for at spare penge på energiregningerne, og han begrunder beslutningen med, at det er den løsning, der rammer kulturtilbuddet mindst på den lange bane.

- Det er den model, vi har kunnet finde, hvor det ikke går ud over medarbejderne. Hvis ikke vi kan spare på energien, så er det personalet, det går udover, og så kan vi ikke levere samme kvalitet i 2023, siger Per Lunde Lauridsen.

Skive Museum er gasopvarmet, og museumschefen forventer, at vinterlukningen kan give en besparelse på cirka 100.000 kroner ud fra beregninger, der er lavet på baggrund af den nuværende pris på gas.

Flytter tilbud til andre steder

Museumschefen er godt klar over, at lukningen kommer til at påvirke de borgere, som ellers gerne bruger vinterens kolde og mørke måneder på at se på kunst og kultur. Derfor vil museets medarbejdere fortsat tilbyde historisk formidling – bare ikke gennem udstillinger.

- Vi har nogle andre aktiviteter, som vi flytter, så vi bedre kan håndtere det. Vi skal have vores traditionsrige juleaktivitetstilbud på Gammel Skivehus, og så vil vi tilbyde foredrag andre steder, siger Per Lunde Lauridsen.

I forvejen er det ekstraudfordrende, hvis man vil besøge Skive Museum lige nu og i den kommende tid, fordi museet er ved at få lavet en ny trappe.

- Det gør, at vores hovedindgang er lukket til engang i 2023, og vi har faktisk allerede oplevet nedgang i besøgstallet, fordi det er svært at komme til, sige museumschefen.

Sparer også på forskning

Udover at lukke for publikum hele vinteren gennemfører Skive Museum også besparelser på andre områder.

- Vi sparer også på blandt andet forskning, personaleuddannelse og indkøb, men det her er så den besparelse, der kommer til at påvirke borgerne mest. De andre er mere indirekte, siger Per Lunde Lauridsen.

Og museet er allerede i gang med at planlægge, hvordan den undgår at komme i en lignende situation i fremtiden.

- Vi forventer at komme på fjernvarmenettet næste år, og så håber vi, at det betyder, at det ikke bliver nødvendigt at lukke igen til næste vinter, siger chefen.

Lukningen af Skive Museum betyder, at alle Museum Sallings fire afdelinger som udover Skive ligger i Glyngøre, Spøttrup og på Fur er lukket hele vinteren. For de andre tre museumsafdelinger er det dog standard, at de holder vinterlukket.