Dom: Soldat fra Skive købte kokain af Porschebanden 13 gange

I 13 tilfælde købte en 29-årig soldat fra Skive Kaserne kokain af Porschebanden. Selv nægtede han sig skyldig.

I alt var 29 ansatte fra Skive Kaserne sigtet for at købe kokain af Porschebanden. (arkivfoto)
I alt var 29 ansatte fra Skive Kaserne sigtet for at købe kokain af Porschebanden. (arkivfoto)
Foto: Bax Lindhardt / Ritzau Scanpix

En 29-årig soldat fra Ingeniørregimentet i Skive har købt kokain ikke mindre end 13 gange af den meget omtalte Porschebande. Det skriver Skive Folkeblad.

I alt har han købt 14 gram af det hvide pulver. Første gang den 13. februar 2019. Sidste gang otte måneder senere.

Og det endte altså med at koste skibonitten 14 dages betinget fængsel. Det til trods for at de tre dommere faktisk var uenige. Den ene mente, at den dømte skulle have været frifundet, men flertallet vurderede altså, at han var skyldig i at købe kokain til eget forbrug.

Skal vi have en øl?

Ifølge politiet har Porschebanden solgt 1,2 kilo kokain i flere end 1.000 handler, som i vid udstrækning er foregået via salgstelefoner, hvor købere har ringet og bestilt. Politiets afhøringer har derfor både ført til sælger og køber.

Det er også det, den 29-årige mand er fældet for at have gjort, selvom han selv påstod noget andet.

I retten kom det ifølge avisen frem, at manden havde løjet for politiet, da han første gang blev afhørt om sagen. 

Det var hans første møde med ordensmagten, så han var nervøs. Derfor havde han sagt til  betjenten, at han rigtignok havde ringet på nummeret, men det var for at spørge, om personen i den anden ende ville med ud at drikke en øl.

Men i retten skyldtes købene fra den dømtes telefon i stedet, at den var blevet misbrugt af andre, fordi den ofte lå fremme, når han var til fest.

Det var altså ikke hans stemme, man kunne høre på optagelse, der blev afspillet under retsmødet.

Bortforklaringerne hjalp dog ikke manden. For han blev som bekendt dømt.

Banden fik 32 års fængsel

Selve Porschebanden blev afsløret af politiet efter længere tids efterforskning. Der var sat 23 retsdage af til sagen, som fyldte 12.000 sider.

De fire, der af politiet og retten blev anset som bandens hovedpersoner, fik tilsammen 32 års fængsel. To af dem blev derudover idømt udvisning af Danmark.

Inden da var yderligere tre mænd blev idømt tilsammen seks års fængsel.