Anderledes anmeldelse i Skive: Politiet måtte fjerne fyret travdirektør

Jan Nørbjerg er ikke længere direktør for Skive Trav. Men ifølge bestyrelsesformanden ville han ikke forlade stedet onsdag aften. Og så blev politiet tilkaldt.

Politiet måtte onsdag aften forbi Skive Trav og fjerne den fyrede direktør, Jan Nørbjerg.
Politiet måtte onsdag aften forbi Skive Trav og fjerne den fyrede direktør, Jan Nørbjerg.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

En noget usædvanlig hændelse udspillede sig onsdag aften ved Skive Trav.

Politiet blev tilkaldt for at fjerne den fyrede direktør, Jan Nørbjerg.

Ifølge Skive Folkeblad skyldtes det, at et flertal på tre ud af fem i bestyrelsen havde besluttet, at Jan Nørbjerg skulle forlade den stilling, som han tiltrådte den 1. januar.

- Jan er ikke blevet bortvist. Vi har valgt at afbryde samarbejdet i prøveperioden. Jan ville ikke aflevere sine ting og forlade banen, da vi meddelte ham det. Derfor tilkaldte vi politiet, siger bestyrelsesformand Ole Finderup til avisen.

Jan Nørbjerg deler ikke helt formandens udlægning.

- Jeg er blevet bortvist fra Skive Trav her til aften uden grund, skrev Jan Nørbjerg onsdag aften til travet.dk.

Mediet skriver også, at episoden har fået Peter Friis til at trække sig fra bestyrelsen.

Travtrænere bakker op om nu tidligere direktør

TV MIDTVEST har talt med travtræner Christian Lindhardt. Ifølge ham er Jan Nørbjerg vellidt blandt flere.

- Vi er 13 trænere, der har givet opbakning, fordi vi synes, han er den rigtige mand til jobbet. Det føler vi nede fra staldene.

- Vi har et godt indtryk af manden, og vi kan godt lide ham. Vi føler, det kører rigtig vej med ham.

Hvad tænkte du, da du hørte, at Skive Trav havde afbrudt samarbejdet?

- Vi ønsker selvfølgelig en begrundelse, og det afventer vi.

Er der gået noget forud for episoden?

- Der er gået mange rygter, som jeg ikke vil kommentere på, men derfor vil vi gerne have fakta at vide, fordi vi har en god fornemmelse af Jan Nørbjerg.

Travtrænerne har bedt om et orienteringsmøde. Om de må vente til generalforsamlingen den 31. marts med at få besked, er endnu uvist.