Udvalgsformand efter kritik af brug af konsulenter: Vi har altid borgeren i centrum

Konsulenterne er ikke inde og sagsbehandle borgernes sager. De er udelukkende hyret til at gennemgå Silkeborg Kommunes aftaler med eksterne samarbejdspartnere.

- Konsulenterne er ikke inde og sagsbehandle, de ikke inde og behandle den service, borgeren skal have. Det har de ikke på noget tidspunkt været her i Silkeborg Kommune. Vi skal egentlig bare sikre os, at det vi betaler for, det er også den service, vi får, siger formanden for Socialudvalget i Silkeborg Kommune, Helle Gade (S).
- Konsulenterne er ikke inde og sagsbehandle, de ikke inde og behandle den service, borgeren skal have. Det har de ikke på noget tidspunkt været her i Silkeborg Kommune. Vi skal egentlig bare sikre os, at det vi betaler for, det er også den service, vi får, siger formanden for Socialudvalget i Silkeborg Kommune, Helle Gade (S).
Foto: Anders Meyer, TV MIDTVEST

Tre millioner kroner, så meget er det lykkedes Silkeborg Kommune at finde i besparelser på handicapområdet.

Pengene er fundet med hjælp fra et hold eksterne konsulenter, som har forhandlet priser og undersøgt, hvorvidt kommunen modtog den service og de goder, der blev betalt for.

De tre millioner kroner kan nu bruges til andre mere gavnlige formål på handicapområdet.

- Det er jo ikke fordi, de skal ligge nede i kommunekassen her i Silkeborg. De skal ud og arbejde for, at vi sikrer kvaliteten og indholdet for det enkelte menneske – at de får det, de har ret til og krav på.

Flere kommuner har hyret konsulenter

Silkeborg Kommune er en af de mindst 19 kommuner, der har indgået en aftale med private konsulenter fra bureauerne Trancit og Brorson Consult.

Deres opgave er at finde billigere støttetilbud til borgere med handicap eller psykisk sygdom. Det opsigtsvækkende ved aftalen er ifølge Altinget, at konsulenterne er resultatlønnede, hvilken vil sige, at de kun får betaling, hvis de finder en besparelse. Og det har udløst reaktioner på Christiansborg.

- Når det eneste, der udløser betaling, er, at de finder besparelser hos borgerne, så lugter det af at være en konstruktion, som kun kan føre til ringere støtte for borgerne. Det er simpelthen uanstændigt, siger Enhedslistens handicapordfører Jakob Sølvhøj til Altinget.

Men helt så firkantet, kan det ikke stilles op, mener formanden for Silkeborg Kommunes Socialudvalg, Helle Gade (S).

- Konsulenterne er ikke inde og sagsbehandle, de ikke inde og behandle den service, borgeren skal have. Det har de ikke på noget tidspunkt været her i Silkeborg Kommune. Vi skal egentlig bare sikre os, at det vi betaler for, det er også den service, vi får, siger hun.

Og det er hendes politiske kollega – Enhedslistens Lene Fruelund – enig i.

- Silkeborg Kommune har det jo ligesom alle andre kommuner her i landet. Vi er virkelig pressede i forhold til den store tilgang, der er specifikt på handicapområdet, uden at vi faktisk har de nødvendige ressourcer til det. Så vi er jo tvunget til i socialudvalget hele tiden at kigge på, om vi bruger pengene fornuftigt og rigtigt, fordi vi ikke får midler til at løse opgaverne, lyder det fra medlem af socialudvalget, Lene Fruelund.

Vil have sikkerhed for borgerne

Konsulenterne får en økonomisk bonus, når de finder en konkret sparemulighed i Silkeborg Kommune. I kontrakten mellem Silkeborg Kommune og konsulentvirksomheden Brorson Consult står der for eksempel:

- Prisen på ovenstående forløb udgøres af en engangsbetaling på 15 procent af den forhandlede besparelse i de 294 borgersager over de næste 12 måneder, tillagt moms og kørsel.

Og netop den del bekymrer Lene Fruelund - at konsulenterne har et økonomisk incitament til at finde besparelser.

- Det er ikke en politisk beslutning, at lige præcis den kontrakt skulle indgås. Det er en politisk beslutning, at vi skulle kigge området efter, men ikke, at det skulle være på den måde. Derfor vil jeg nu forsøge at sikre mig, at det ikke betyder, at der er borgere, der får et ringere tilbud, end det de har. Vi må have sikkerhed for, at det ikke er det, der sker, siger Lene Fruelund.

Altingets optælling viser, at der i de 19 kommuner er mindst 800 udsatte borgere, der har fået gennemgået deres sag. Kontrakten bliver kritiseret af flere politikere på Christiansborg. Blandt andet den socialdemokratiske minister på området.

Social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) vil nu bede Ankestyrelsen om at undersøge, om kommunernes metoder er lovlige. I Silkeborg Kommune står udvalgsformand Helle Gade på mål for metoden.

- Vi har altid borgeren i centrum, og det er uanset hvilken opgave, vi behandler.

Hun inviterer dog nu ministeren til Silkeborg Kommune. For der kan gøres meget mere for socialområdet, lyder det.

- Vi vil rigtig gerne diskutere de udfordringer, vi har generelt indenfor socialområdet. For økonomien er ikke tilstrækkelig, lyder det fra Helle Gade.