Silkeborg slår til i nedrykkerbrag mod Esbjerg

Silkeborg og Esbjerg tørnede sammen i nedrykkernes møde i 1. division i et opgør, som Silkeborg vandt 3-1.

Her er Silkeborg IF i aktion mod SønderjyskE Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Silkeborg IF og Esbjerg rykkede begge ud af Superligaen i den seneste sæson, og lørdag tørnede de to klubber sammen i den næstbedste række.

Her tog Silkeborg IF imod i braget i 1. division, og det gik ganske fornemt for hjemmeholdet, som vandt opgøret 3-1.

Læs også Silkeborg IF sender medarbejdere hjem med løn

Dermed spillede Silkeborg sig på fjerdepladsen i rækken efter tre kampe, der har budt på to sejre og et nederlag.

Silkeborg indledte sæsonen med at tabe 2-4 mod oprykkerne fra FC Helsingør, men siden blev Skive besejret, og Silkeborg nåede på seks point med dagens sejr over Esbjerg.

For gæsterne var det sæsonens første nederlag efter to sejre over henholdsvis Skive og HB Køge, og Esbjerg har derfor også seks point, hvilket rækker til sjettepladsen med målscoren.

Esbjerg havde ikke lukket mål ind inden dagens opgør, men det skete efter 21 minutter, da Wessam Abou Ali bragte Silkeborg foran på et straffespark.Jakob Ankersen, der er kommet til fra AGF, sørgede for 1-1 inden pausen, da han udlignede med ti minutter igen af første halvleg.

Så var der stillingskrig frem til det 66. minut, da indskiftede Sebastian Jørgensen igen scorede for Silkeborg til 2-1.

Læs også Mestertræneren 'Bosse' hædret i Silkeborg IF

Den 20-årige midtbanespiller scorede også 2-0-målet senest i sejren over Skive.
12 minutter før tid blev Silkeborg reduceret til ti mand, da Valance Nambishi indkasserede sit andet gule kort i kampen, men hjemmeholdet holdt fast og øgede til slutresultatet 3-1 på et straffespark, hvor Magnus Mattsson scorede.

HB Køge vandt ude 4-2 i opgøret mod Kolding IF.

/ritzau/

02:21

Opstarten efter coronapausen har været hård ved landsdelens elitesportsudøvere. På idrætsklinikken i Silkeborg har man oplevet tre gange så mange skader som normalt.

Luk video