Kommune vil beholde klimasikring: Vi er tættest på borgerne

Chefen for natur og miljø i Holstebro Kommune bryder sig ikke om nyt forslag fra Danske Regioner.

Holstebro har flere gange været plaget af oversvømmelser fra Storåen.
Holstebro har flere gange været plaget af oversvømmelser fra Storåen.
Foto: Lars Lauridsen, TV MIDTVEST

Der er ingen grund til at lade regionerne overtage ansvaret for at sikre borgerne mod oversvømmelser.

Sådan lyder det fra Holstebro Kommune, hvor chef for natur og miljø Torben Mølgaard mener, at kommunerne i dag har godt styr på opgaven.

- Det er vores borgere, det berører, og vi er tæt på dem. Derfor mener vi, at opgaven ligger rigtigt hos os, siger han.

Holstebro er en af de kommuner, der har udfordringerne tættest inde på livet, idet Holstebro flere gange har været plaget af voldsomme oversvømmelser fra Storåen. Mølgaard peger på, at kommunen har en plan for, hvordan kan sikre byen i fremtiden - det sker blandt andet i et tæt samarbejde med Ikast-Brande og Herning kommuner.

- Jeg mener ikke, at der er plads til flere myndigheder, for området er allerede kompliceret nok i forvejen, siger han.

En ny analyse, som Region Midtjylland og firmaet Scalgo har lavet for Danske Regioner, viser, at 10.600 bygninger tæt ved vandløb og 64.000 ejendomme langs kysterne er i stor risiko for at blive ramt af oversvømmelse, når ekstremt vejr rammer Danmark.

- Vand kender ingen kommunegrænser

Opgaven med klimatilpasning ligger i dag hos kommunerne, men Danske Regioner bruger den nye analyse til at foreslå, at regionerne får ansvaret for at lave regionale klimatilpasninger - i samarbejde med kommunerne.

- Vand kender ingen kommunegrænser, og vi kan i højere grad få kommunerne til at samarbejde og koordinere deres indsats, siger formanden for Region Midtjylland, Anders Kühnau (A).

2:46
SE OGSÅ: Indslag fra november - værn mod oversvømmelse i Holstebro flere år forsinket.

Han anerkender, at mange kommuner i forvejen samarbejder på området, men peger også på, at kommunerne har forskellig viden, erfaring og økonomi til at løse opgaven. 

- Den indsats, man gør i én kommune, giver ikke nødvendigvis nok værdi, hvis man ikke ser det på tværs af flere kommuner, siger Anders Kühnau.

Borgmesteren i Silkeborg Kommune, Steen Vindum (V) mener, at kommunerne i dag har fint styr på opgaven. Han siger, at opgaven også kunne overgå til staten, men er på den anden side ikke afvisende over for regionernes forslag.

- Det her kalder på rigtig mange penge, og hvis regionen har dem, så fint for mig. Det vigtigste for mig, er at vi får noget gjort ved det og handler nu, siger Steen Vindum. 

4:16