Stort datalæk i Ringkøbing-Skjern Kommune: Sommerhusejeres CPR-numre og adresser delt

Ringkøbing-Skjern Kommune er ved et uheld kommet til at dele adskillige sommerhusejeres personoplysninger. En alvorlig fejl, lyder det fra en ekspert i databeskyttelse.

2:27
I et e-Boks-brev har Ringkøbing Skjern Kommune ved en fejl delt sommerhusejeres cpr-numre og adresser.
Foto: Sebastian Andreasen Rasch, TV MIDTVEST

De skulle egentlig bare have modtaget et brev i e-Boks vedrørende et kommende kloakeringsarbejde. Men ved en fejl har Ringkøbing-Skjern Kommune vedhæftet adskillige sommerhusejeres CPR-numre og adresser til alle, som brevet er sendt til.

-Det er frygtelig uheldigt, og det må ikke ske. Og alligevel ved vi, at den slags kan ske. Enten af tekniske årsager eller af menneskelige årsager. Vi skal beklage over for dem, der har fået lækket deres CPR-numre, siger John G. Christensen, der er formanden for Teknik og Miljøudvalget i Ringkøbing-Skjern Kommune (A) til TV MIDTVEST.

Den tidligere forsvarsminister og medlem af Europa-Parlamentet Søren Gade er én af de sommerhusejere i Vedersø Klit, som ufrivilligt har modtaget og fået delt CPR-nummer og adresse.

- Det er utrolig trist og ærgerligt. Der er helt sikkert en menneskelig fejl, men det er sådan noget, der ikke må ske. Det er ubehageligt at få sine oplysninger ud, fortæller Søren Gade.

Efter at have modtaget brevet med de mange personfølsomme oplysninger, kom dernæst en beklagelse og en anmodning om at slette det oprindelige brev. Og til sidst kom brevet, som det egentlig skulle have taget sig ud i første omgang. Altså uden de personfølsomme oplysninger.

-Det er temmelig alvorligt. Vi betragter CPR-nummeret som en oplysning, der skal betragtes som en følsom oplysning. CPR-nummeret kan give adgang til så mange oplysninger om os, og derfor kan det også misbruges til at finde ud af, hvem vi er eller til at foretage handlinger i vores navn, Birgitte Kofod Olsen, der er ekspert i databeskyttelse.

Søren Gade er en af de sommerhusejere, som har modtaget og fået delt CPR-nummer og adresse.
Søren Gade er en af de sommerhusejere, som har modtaget og fået delt CPR-nummer og adresse.
Foto: Sebastian Andreasen Rasch, TV MIDTVEST


Uvist om det får konsekvenser

Inden interviewet med TV MIDTVEST var formanden for Teknik og Miljøudvalget ikke orienteret om sagen. Derfor er det heller ikke til at sige, om det får nogle konsekvenserne.

-Vi ved slet ikke, hvad årsagen er. Om det er et flueben, som står forkert, eller nogen, som trykker på de forkerte taster. Vi er så tidligt i den her fase. Jeg ved, hvad du har fortalt mig. Det her er en fejl, og den er vi nødt til at påtage os ansvaret for - og så er vi nødt til at gøre alt, hvad vi kan for, at det ikke sker igen. Men stå her og love, at det aldrig sker igen, kan jeg ikke

Hvis en sag som den her ikke skal gentage sig, så kræver det, at der er nogle konsekvenser, siger Søren Gade:

-Det kan ikke være rigtigt, at vi har ét system, som gælder for private virksomheder, og et andet, der gælder for offentlige myndigheder. Havde det været en privat virksomhed, havde det udløst en kæmpe dummebøde fra det offentlige, og derfor er vi nødt til at have nogle sanktioner - også mod det offentlige - når de laver sådan nogle fejl.

Om sagen får konsekvenser eller ej, så giver det en reminder til alle om, hvordan det er, man skal håndtere følsomme oplysninger, fortæller ekspert i databeskyttelse.

-Man skal både kigge, om man skal træne medarbejderne noget mere, så de ved, hvad der er personoplysninger, personfølsomme oplysninger, og hvordan de skal behandle dem. Men også at man har nogle arbejdsprocesser, som man lige skal kigge efter. Og endelig den tekniske side. Kunne man forhindre, at der blev sendt sådan en masseudsendelse ud.