Politiet lukker sagen - ægtepar døde af naturlige årsager

Ægtepar på 62 og 70 år blev fundet døde i deres hjem, men politiet og retsmedicinerne har ikke kunnet finde noget mistænkeligt.

Ægteparret blev den 26. april fundet døde i deres hjem i Rindum ved Ringkøbing.
Ægteparret blev den 26. april fundet døde i deres hjem i Rindum ved Ringkøbing.
Foto: Mikael Andersen, TV MIDTVEST

Efter flere retsmedicinske undersøgelser har politiet nu besluttet at stoppe efterforskningen i sagen om det ægtepar, der den 26. april blev fundet døde i deres hjem i Rindum ved Ringkøbing. 

- Vores konklusion er, at det var en naturlig død som følge af parrets sygdomme, siger politikommissær Henning Præstegaard fra lokalpolitiet i Herning til TV MIDTVEST. 

Politiet betragtede fra starten dødsfaldene som mistænkelige. 

Der blev slået alarm, da en hjemmesygeplejerske ikke kunne komme ind i huset til den 70-årige kvinde og 62-årige mand, men det stod hurtigt klart, at der ikke var tegn på vold, eller at nogen udefra var brudt i parrets hjem.

Obduktionen kunne ikke fastslå dødsårsagen, og de indledende og supplerende retsmedicinske undersøgelser har heller ikke givet et tydeligt svar. Der var spor efter den medicin, som parret tog, men ikke af narko eller andet mistænkeligt.

- Derfor lukker vi nu sagen. Efter at have fået de sidste supplerende undersøgelser kan vi ikke konkludere andet, end at der var tale om en naturlig død. Det er selvfølgelig lidt mærkeligt, at de døde næsten samtidig, men manden var netop blevet udskrevet fra sygehuset, og hun havde været sengeliggende dagen før, siger Henning Præstegaard.