Skjern slipper for Spellerberg
KIF Kolding København-profilen Bo Spellerberg har karantæne, når KIF Kolding og Skjern spiller returkamp på søndag. Det skriver sporten.tv2.dk. Arkivfoto.
Bo Spellerberg må se med fra tilskuerrækkerne, når Skjern og KIF Kolding København spiller den anden DM-semifinale i Skjern på søndag.
Bagspilleren har fået én spilledags karantæne af Dansk Håndbold Forbund efter det røde kort, han modtog i den første DM-semifinale.
- Det er trist, at det kommer til at have konsekvenser ud over den spillede kamp. Det var en hændelse, der i værste fald kunne give rødt kort, og i bedste fald bare var en to-minutters udvisning. Vi er dog fortrøstningsfulde forud for næste kamp, for vi er vant til at mangle spillere i truppen, siger KIF Kolding Københavns træner Peter Bredsdorff-Larsen til tv2.dk
Det var KIF Kolding København, som trak det længste strå i den første semifinale med en sejr på 25-22.