Her skal alle nye kærestepar overhældes med 12 spande vand

Der skal et ritual til, før man kan få lov til at være kærester, når man går på efterskole.

0:14
Det går ikke stille for sig, når de nye kærestepar skal have vand. Se det her.

De fleste af os har prøvet det. At blive så forelskede, at vi hverken kan spise, sove eller tænke en fornuftig tanke.

I en 16-årig krop kan den slags stærke følelser være helt overvældende.

Det er de ofte på Brejninggaard Efterskole, og når det først er kendt, at to er blevet varme på hinanden, så venter et ritual foran alle skolens elever ude midt på gårdspladsen.

12 spande med vand fra voldgraven bliver hældt ud over de to, og så er de for alvor kærester.

Nye kærester

Nikolaj Kirkeby Nielsen og Annesofie Mørup er ved at ruste deres varme hjerter til det kolde gys. Officielt har de været kærester en uge.

- Det sker relativt hurtigt på en efterskole, at der opstår varme følelser. Man får knyttet nogle specielle bånd, fordi man er sammen hver dag, fortæller Nikolaj Kirkeby Nielsen.

På efterskolen bor drengene og pigerne hver for sig. De må besøge hinanden en gang om ugen, men der er en klar regel til kæresterne.

- Vi vil ikke have, at de går ind bag en lukket dør på værelset og smider sig under dynen. Det kan ikke forekomme, forklarer pædagogisk afdelingsleder på efterskolen Morten Andersen Henneberg.

Alle par kommer op på kærestetavlen.
Alle par kommer op på kærestetavlen.
Foto: Hans Trier Vittarp, TV MIDTVEST

Kærestetavlen

I spisesalen hænger en kærestetavle. Drengene er bier og pigerne flowergirls. Når de nærmer sig hinanden kommer par-navnene op at hænge i flirt-zonen, og når de unge officielt er kærester og har fået vand fra voldgraven, ender deres navne i honning-krukken.

På Tavlen er der også et skilt med ”græsset må ikke betrædes”. Her står navnene på de elever, der har en kæreste uden for efterskolen.

- Jeg synes faktisk, det er meget sjovt, vi har den væg. Så kan man følge med i, hvad der sker rundt omkring og følge med i hinandens liv, forklarer eleven Dicte Larsen.

Annesofie og Nikolaj understreger, at de lever i nuet, og at det er en naturlig del  af efterskolelivet at få en kæreste.  De har ikke et bud på, om de holder sammen, når skoleåret er forbi.

Lise og Lauge Bonde mødte hinanden på Brejninggaard Efterskole i 1982.
Lise og Lauge Bonde mødte hinanden på Brejninggaard Efterskole i 1982.
Foto: Hans Trier Vittarp, TV MIDTVEST

Kærligheden stopper ikke

Det med at holde sammen har Lise og Lauge Bonde i Borris gjort.

De mødte hinanden på samme efterskole i 1982, var kærester i 10 år inden de blev gift og kan næste år fejre sølvbryllup. 

Festen skal – naturligvis – holdes på Brejninggaard Efterskole.

Gymnastikken har været et stort omdrejningspunkt i deres liv og de har blandt andet været med på Ringkøbing-Skjerns Repræsentationshold i USA.

- Både efterskole og gymnastik. Der er nogenlunde de samme værdier i begge. Det med fællesskab, holdånd, og at sammen kan vi udrette meget. Det er også de værdier vi har bygget vores ægteskab på, siger den tidligere elev Lise Bonde.

Lær meget mere om deres historie i klippet herunder.

9:14
Oplev den unge kærlighed - også den der holder ved - lige her.