Charlotte oplevede fordomme, da hendes mand blev uhelbredeligt syg

Der sker meget, når familien rammes af alvorlig sygdom. Det oplevede Charlotte Rønhoff på egen krop.

Hvordan agerer vi som familie, når ulykken rammer, og uhelbredelig sygdom eller en trafikulykke vender op og ned på det gode liv? Og hvordan reagerer omverden?

Det oplevede sognepræst Charlotte Rønhoff fra Gimsing for tre år siden på egen krop, da hun mistede sin mand Jan Ulrik.

Han fik konstateret amyotrofisk lateral sclerose - også kaldet als - og den aktive mand mistede gradvist sin førlighed og endte sit liv i en kørestol.

På det tidspunkt boede familien i en præstegård ude på landet i to etager, hvor der også var konfirmandundervisning og hjemmearbejdsplads.

Jan Ulrik Rønhoff måtte flytte nedenunder i præstegårdens bibliotek, da han ikke længere kunne komme op ad trapperne. Til sidst besluttede han, at han ville flytte ind i en handicap-venlig lejlighed i Holstebro. Det satte gang i snakken hos andre.

- Hos de, der ikke kendte os, kunne vi møde en reservation og en mening om, at det nok var mig, der smed ham ud, og at jeg var den onde kone, fortæller Charlotte Rønhoff.

Charlotte og datteren Nikoline besøger Jan Ulriks grav.
Charlotte og datteren Nikoline besøger Jan Ulriks grav.
Foto: Hans Trier Vittarp, TV MIDTVEST

Bedre familieliv

Flytningen viste sig at være den helt rigtige beslutning for den pressede familie med to børn.

I stedet for at slide hinanden op, fik de nu lykkestunder både i præstegården, når Jan kom i sin handicapbus, og i hans lejlighed inde i byen. Samtidigt fik Jan Ulrik Rønhoff den ro, han havde brug for.

- I starten var det selvfølgelig meget svært at vænne mig til, at mine forældre ikke skulle bo sammen. Men det var godt at have et frirum og kunne tage hjem, da han kom længere ind i sygdommen, fortæller parrets datter Nikoline Rønhoff.

quoteMan skal aldrig nogen sinde skal dømme andres måde at være familie på. For hvad der foregår bag hjemmets fire vægge, det er der ingen andre, der ved noget om

Charlotte Rønhoff, sognepræst, Gimsing

Fordomme overalt

I takt med, at Jan Ulrik blev mere og mere syg, blev rollerne også ændret mellem ægtefællerne.

Charlotte Rønhoff oplevede, at hun blev mere beskytter og hjælper end den hustru, hun var før. I dag er hun taknemmelig for, at hun fik lov at finde en ny måde at være ægtefælle på.

Folks fordomme undervejs i sygdomsforløbet, mener hun dog, vi alle kan lære noget af.

- Noget af det, jeg har taget med mig, er, at man aldrig nogen sinde skal dømme andres måde at være familie på. For hvad der foregår bag hjemmets fire vægge, det er der ingen andre, der ved noget om grundlæggende. Det synes jeg, vi alle sammen skal blive lidt bedre til, forklarer Charlotte Rønhoff.

Også Birthe og Asbjørn Jensens familieliv med vendt op og ned, da Asbjørn blev hjerneskadet i en trafikulykke. Oplev deres historie i videoen øverst i artiklen.
Også Birthe og Asbjørn Jensens familieliv med vendt op og ned, da Asbjørn blev hjerneskadet i en trafikulykke. Oplev deres historie i videoen øverst i artiklen.
Foto: Margit Vendelbjerg, TV MIDTVEST

Læs flere artikler fra Struer eller i kategorien Samfund.