Tiltalt dagplejer i retten: Nægter drab på etårig

En 58-årig kvindelig dagplejer, der er tiltalt for at have rusket og slået en 15 måneder gammel pige til døde, nægter sig skyldig i anklagerne mod sig.

3:01
En 58-årig kvindelig dagplejer, der er tiltalt for at have rusket og slået en 15 måneder gammel pige til døde, nægter sig skyldig i anklagerne mod sig.
Foto: Bent Løkke Leth, TV MIDTVEST

- Det var fantastisk. Det er det bedste job, jeg nogensinde har haft.

Sådan beskriver en 58-årig kvindelig dagplejer fra Ilskov ved Sunds selv det arbejde, hun havde i november 2019. Hun havde skiftet fra en anden branche få år forinden og havde længe drømt om at arbejde med børn, forklarede hun mandag formiddag i Retten i Herning.

I retten sidder hun tiltalt for at have dræbt en 15 måneder gammel pige med ruskevold og slag. Pigen havde været i gæstedagpleje hos dagplejeren flere dage fra 25. til 28. november 2019, inden hun døde på Aarhus Universitetshospital natten til 29. november.

Her var hun tidligere på dagen blevet indlagt med det, der viste sig at være blandt andet to kraniebrud og flere indre blødninger.

Skader, der næppe kunne være selvpåført, refererede specialanklager Pia Koudahl mandag formiddag fra retslægerådets vurdering.

Spørgsmålet er, hvordan det etårige barn har fået skaderne. Politiet mener, at det er gæstedagplejeren, der har givet pigen dem ved at ruske hende og slå hende i hovedet.

Den 58-årige gæstedagplejer nægter sig skyldig.

”Hysterisk unge"

Dagplejemoderen har indtil videre forklaret, at hun fik pigen i gæstedagpleje første gang mandag 25. november.

Pigen var meget ked af det, ville hverken spise eller drikke og skreg, hvis dagplejemoderen satte hende fra sig for at hjælpe de andre børn eller eksempelvis gøre mad klar.

Specialanklageren vil gerne vide, om det var noget, der irriterede kvinden.

- Man kan ikke sige, at jeg var irritereret. Jeg var for det første bekymret over, at hun ikke spiste - at man slet ikke kunne få hende interesseret i noget. Men man kan ikke sige, at jeg var irriteret, lyder det.

Anklageren viser herefter en besked, kvinden har sendt til sin mand ved middagstid den dag.

- Hold kæft, en hysterisk unge. Hun har næsten hylet, siden hun kom, men nu sover hun heldigvis, læser anklageren op, og nu vil Pia Koudahl gerne vide, om det er kvindens normale sprogbrug.

- Jeg er slem til at kalde dem alle sammen for unger.

- Er du også slem til at kalde dem hysterisk?

- Nej... Men jeg betragtede hende faktisk som hysterisk.

- En pige på 1 år og tre måneder betragtede du som hysterisk?

- Ja. Det var måden, hun reagerede på, når jeg satte hende fra mig… ()… det stoppede jo, når jeg tog hende op, forklarer den tiltalte.

Slog selv hovedet i et skab

Den følgende dag var pigen også ked af det, allerede da faren kom for at aflevere hende, beskriver dagplejeren.

- Hun var meget ulykkelig.

Tirsdagen fortsatte med, at pigen ikke ville have mad og drikke, men det gik dog bedre, fortæller dagplejeren, fordi hun havde erkendt, at det nok var bedre, at pigen bare var oppe hos hende.

Da den 15 måneder gamle pige kom i dagplejen igen torsdag 28. november, var hun også ked af det.

- Der kan jeg høre hende skrige MEGET højt. Allerede da hun (pigens mor, red.) tager hende ud af bilen, fortæller dagplejemoderen.

Ifølge den 58-årige kvinde ville pigen igen gerne være oppe ved hende, og når hun bliver sat ned, så begynder hun at græde.

På et tidspunkt torsdag formiddag var hun nødt til at sætte hende, da hun skulle skifte ble på et andet barn.

- Da jeg sætter hende ned der, står hun op ad væggen og så begynder hun, mens hun skriger, at hamre hovedet op i skabslågen, forklarer dagplejeren.

- Der bliver jeg forskrækket, for det, synes jeg, var en reaktion, der var meget voldsom.

Dagplejeren forklarer, at hun skyndte sig at lukke det andet barns ble, så hun kunne tage pigen op. Hun fik skiftet det andets barns ble, mens pigen var ved hendes ben.

Blev ukontaktbar

Dagplejemoderen kontaktede en ansat på kommunens dagplejekontor for at få råd til at tackle gæstedagplejebarnet.

I retten forklarer hun yderligere, at hun synes, at pigen virkede lidt sløv den dag og lidt træt. Hun forsøgte, efter episoden med skabet, at give hende noget at spise, men pigen ville ikke have noget.

Da alle børnene havde spist, blev pigen lagt ud for at sove som den første af de fire børn.

Da dagplejemoderen tog hende op fra barnevognen senere på eftermiddagen, forklarer hun, at pigen pludselig faldt.

- Så tager jeg hende ind, stiller hende ned indenfor terrassedøren og tager sengetøjet ind. Så ser jeg, at hun falder.

Dagplejemoderen var i tvivl om, hvorvidt pigen gik og så faldt eller bare faldt på stedet.

- Så ligger hun der, og så skynder jeg mig at tage hende op og tænker: Hvad sker der lige her? Og så er hun ikke kontaktbar længere.

Herefter forsøger dagplejeren at få kontakt med pigen, men hun forbliver som et sovende barn, beskriver hun. Det, synes dagplejeren, er underligt, og hun tænker, at hun hellere må kontakte nogen, og hun ringer til forældrene, der kommer og henter pigen.

Samme aften bliver forældrene og barnet indlagt på Aarhus Universitetshospital i Skejby. Det er her, hvor pigen senere på natten dør af sine kvæstelser.

Anklageren spørger i slutningen af sin afhøring dagplejeren direkte, om hun har slået pigen?

- Nej.

Har du rusket hende?

- Nej.

Har du tabt hende?

- Nej.

Har du slået hende ned i et bord eller noget andet?

- Nej.

Afhøringen fortsætter mandag eftermiddag med spørgsmål fra kvindens forsvarer, René Knudsen.