Kort nyt

30. apr 2024 kl. 09:11

Virksomhed tømt for specialværktøj

Virksomheden IPL Productions i Lem mellem Ringkøbing og Skjern har fået stjålet værdifuldt specialværktøj.

Det oplyser Martin Bjerg fra lokalpolitiet i Ringkøbing.

I weekenden har en eller flere indbrudstyve knust ruden i en bagdør og fået adgang til virksomheden, der producerer åbne transmissioner og komponenter til industrien.

Tyvene er gået efter det, politiet betegner som hårdt metalværktøj. Det drejer sig blandt andet om bor, platter og snittapper.

Den præcise værdi af værktøjet er ikke opgjort endnu, og der er ikke videoovervågning af indbruddet.

- Vi håber, at borgerne måske kan hjælpe os, siger politiassistenten.

Politiet kan kontaktes på telefon 1-1-4.

31 minutter siden

Undersøger dødeligheden blandt laks

DTU Aqua er i øjeblikket ved at undersøge dødeligheden blandt de laks, der bliver fanget i Skjern Å og herefter sat ud i åen igen.

Laksene bliver udstyret med en sender, så forskerne kan følge deres færden. Og i den forbindelse har de brug for hjælp fra lystfiskerne. Derfor opfordrer Laksens Hus uden for Skjern lystfiskerne til at ringe, så snart de har en laks på krogen.

Så kan lederen af Laksens Hus eller nogle af de andre frivillige måske nå ud og udstyre laksen med en sender, inden den sættes ud igen.

59 minutter siden

Kommune efterlyser idéer

Viborg Kommune efterlyser idéer og forslag til en ny udviklingsplan for midtbyen i Viborg.

Det fremgår af et brev, som grundejere i eller i nærheden af planområdet har modtaget fra kommunen.

Tilbage i august 2023 godkendte byrådet i Viborg, at der skal udarbejdes en strategisk udviklingsplan for midtbyen.

Forslag og idéer skal sendes til kommunen.

Viborg Kommune inviterer desuden til ”Midtbymødet” torsdag i næste uge, hvor man inviterer ”borgere, brugere, interessenter og politikere indenfor til inspirationsoplæg, dialog og debat om midtbyens fremtid.”

Kl. 13.26

Politi vil tale med bilist - stak af fra uheld

Politiet vil gerne tale med ejeren af en rød Citroën, der torsdag aften var involveret i et trafikuheld.

Klokken 20.15 kørte en 56-årig mand ind i en rød Citroën, men de to bilister fik aldrig talt om uheldet, fordi den røde bil kørte væk med det samme.

Uheldet skete i rundkørslen mellem Østergade og Ringvejen i Skjern, oplyser Ditte Tokkesdal, der er fagkoordinator hos lokalpolitiet i Ringkøbing.

Den 56-årige mand kørte ifølge sin egen forklaring i rundkørslen, da den røde bil ikke overholdt sin vigepligt og kørte ud foran den 56-årige. 

Derfor kørte den 56-årige ind i den røde bil på snuden.

Lokalpolitiet i Ringkøbing vil gerne tale med bilisten i den røde bil for at afklare, hvad der præcis er sket.

Politiet kan kontaktes på 114.

Kl. 12.56

Aflyste tog i aften og i morgen

Go Collective (det tidligere Arriva) oplyser, at toget med nummer 5811, mellem Bjerringbro og Viborg, der har planlagt afgang i nat klokken 00.19, er aflyst.

Det skyldes fejl på sporet, oplyser Go Collective. Der indsættes bus i stedet, men der gøres opmærksom på, at bussen kan være forsinket i forhold til togplanen.

Det samme gør sig gældende for toget i morgen tidlig klokken 05.11 mellem Viborg og Bjerringbro. Dette tog - tog 5402 - er ligeledes aflyst. Her indsættes der taxa.

Endelig oplyser Go Collective, at tog 5811 mellem Aarhus og Viborg, med afgang i aften klokken 23.32, kun kører med et enkelt togsæt. Der suppleres med bus.

Kl. 11.47

Butikker må afvise 1000-kroneseddel ved køb for under 250 kroner

Erhvervsminister Morten Bødskov (S) har ombestemt sig og vil nu give butikker lov til at afvise en 1000-kronseddel, hvis kunden køber varer for under 250 kroner.

Oprindelig var planen, at butikker kunne afvise pengesedlen ved køb for under 500 kroner.

Men efter ønske fra Ældre Sagen og Forbrugerrådet Tænk har ministeren nu ændret beløbet for minimumskøb ved brug af 1000-kronesedlen. 

Det fremgår af et ændringsforslag, skriver Finans.

Det sker for at "finde en bedre balance mellem hensynene bag lovforslaget og ældres og enliges indkøbsmønstre", skriver Morten Bødskov i et brev til Folketingets Erhvervsudvalg.

Fra 31. maj 2025 er 1000-kronesedlen ugyldig i Danmark, og den er derfor ved at blive udfaset.

Kl. 11.30

Stiktosset efter fyring: Slog kollega og blev holdt fast

De færreste bryder sig om at blive fyret. Men det er nok også de færreste, som bliver så sure over det, som en 32-årig mand fra Silkeborg tilsyneladende blev torsdag.

Her overfaldt han nemlig en nu tidligere kollega. 

For da han skulle sige farvel til sine kollegaer, slog han en 22-årig mand fra Herning to gange med knytnæve i ansigtet.

Voldsepisoden skete torsdag klokken 12.34 på en virksomhed på Gartnervej i Ikast, forklarer politikommissær Erik Kristensen fra lokalpolitiet i Herning.

Men den 32-årige var tilsyneladende ikke færdig, da han havde langet de første øretæver ud.

- Der var vidner til stede, som holdt ham fast, fordi han ville fortsætte, siger Erik Kristensen fra lokalpolitiet i Herning.

Den 32-årige er derfor nu ikke bare fyret, men også sigtet for vold. Lokalpolitiet i Herning oplyser, at det som minimum koster ham en bøde.

Kl. 10.12

Kærshovedgård-beboer tiltalt for at affyre pistol

En beboer på Udrejsecenter Kærshovedgård er tiltalt for at sætte fire menneskers liv eller førlighed i fare, da han i november affyrede et skud på centeret midt om natten.

Det fremgår af anklageskriftet mod den 25-årige mand, der er tiltalt for fareforvoldelse, grov vold, trusler og våbenbesiddelse.

Kl. 09.36

To beboer fra Kærshovedgård er anholdt i narkosag

To personer med bopæl på Udrejsecenter Kærshovedgård er anholdt og sigtet for besiddelse af narko.

Det skriver Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse. 

De to mænd er sigtet for at have været i besiddelse af cirka 400 gram kokain med henblik på videredragelse. De blev anholdt torsdag i Vejen.

Ifølge politiet havde de kort inden anholdelsen fået overdraget kokainen fra en endnu ukendt medgerningsmand.

De to anholdte mænd er 24 og 34 år. De vil blive fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Herning fredag. Anklagemyndigheden vil bede om at få lukket dørene, så offentligheden ikke kan følge med i grundlovsforhøret, står der i pressemeddelelsen.

Kl. 09.24

Traktorkører blev anholdt, efter han kørte på motorvejen

En 42-årig mand var torsdag kommet noget på afveje i en traktor. For han havde åbenbart forvildet sig ud på motorvejen.

- Det er ulovligt, siger politikommissær Erik Kristensen fra lokalpolitiet i Herning.

Og det blev ikke bedre af, at han på et tidspunkt også besluttede sig for at sætte traktoren i bakgear, da chaufføren missede sin afkørsel på Messemotorvejen ved Herning, hvor han skulle af ved afkørslen ved Vardevej. 

Han bakkede på motorvejen for at kunne bruge afkørslen alligevel, forklarer lokalpolitiet.

Manden kørte midt i morgentrafikken klokken 08.33 torsdag morgen, og nu har det kostet ham en bøde.

Den 42-årige mand er fra Litauen og er gæstearbejder i Danmark uden dansk adresse. Derfor er det kutyme, at man bliver anholdt og skal betale sin bøde med det samme, forklarer politikommissær Erik Kristensen.

Den 42-årige litauer blev løsladt, efter han havde betalt bøden.

Kl. 09.03

Landdistrikter reagerer på forslag om at lukke uddannelser

Via University Colleges bestyrelse har foreslået at lukke lærereuddannelsen i Skive og at lukke den fysiske uddannelse i Nr. Nissum for i stedet udelukkende at tilbyde den netbaserede læreruddannelse.

Men det er en dårlig idé, mener Landdistrikternes Fællesråd. Det gør rådet klart i en pressemeddelelse.

Fællesrådet mener, der skal investeres langt mere i lokalområderne, så uddannelserne bliver mere attraktive for de studerende.

- VIA University College har allerede gjort meget for at sikre uddannelsestilbud i Skive og Nørre Nissum, men jeg savner, at man i et bredt partnerskab vil give det en ekstra chance

- Basale funktioner i nærområdet er naturligvis vigtige, såsom studievenlige boliger og gode transportforbindelser til uddannelsesstedet. Desuden skal de studerende have mulighed for at kombinere studiet med deres interesser, siger formanden for Landdistrikternes Fælles, Steffen Damsgaard.

Han er også lokalpolitiker for Venstre i Lemvig Kommune, hvor Nr. Nissum ligger. 

Kl. 08.57

Herningenser får ny OL-chance

Rikke Mæng Ibsen Danmark fra Simmelkær tæt på Herning skal jagte revanche for sin OL-debut i 2021 i Tokyo, når hun senere på sommeren får en ny chance i Paris.

Skytten er således udtaget i disciplinen 50 meter riffel med tre positioner, meddeler Danmarks Idrætsforbund (DIF) i en pressemeddelelse.

Kl. 08.18

Storbrand ødelagde hjemløses værelser

Tre værelser og et kontor er noget af det, som er brændt ned torsdag aften.

PotentialeHotelellet i Lund ved Herning huser unge hjemløse, men nu har de fået tre færre værelser. For torsdag aften brændte en af tilbygningerne, så omtrent 100 kvadratmeter er brændt.

Det er gået ud over både tre værelser og personalets kontor.

Politiet har bestilt en brandteknisk undersøgelse, og teknikerne skal sandsynligvis undersøge den brændte bygning i næste uge. I første omgang er der dog ikke noget, der tyder på, at der er sket en forbrydelse.

- Umiddelbart er der ikke sket noget mistænkeligt. Vi har ikke noget, der indikerer, at branden er påsat, siger politikommissær Erik Kristensen fra lokalpolitiet i Herning.

Kl. 07.05

Weekenden bliver varm

Der er gode nyheder til dem, der har nydt denne uges vejr. Den blå himmel og de høje temperaturer vil nemlig fortsætte fredag og lørdag.

Det siger Klaus Larsen, som fredag morgen er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

- Fredag fortsætter i det samme flotte spor, som vi har haft de seneste mange dage. Det bliver en næsten skyfri himmel. Dog kan man i Sønderjylland få lidt mere skyet vejr, men det er ikke noget, der forstyrrer det store billede, siger meteorologen.

Temperaturerne vil fredag ligge mellem 18 og 23 grader, og det vil fortsat blive varmest i Vestjylland.

En blæsende østenvind holder dog ved, og det kan derfor blive lidt køligere ved de østvendte kyster. Her skal man i stedet regne med en 13-14 grader.

Lørdag fortsætter i de store træk ligesom fredag.

Igen kan man forvente temperaturer mellem 18 og 23 grader.

Kl. 04.39

Hvordan døde Alf? Nu fortsætter retssag om kutterdrab

Fem mænd mellem 29 og 42 år er på anklagebænken for at have frihedsberøvet og dræbt 41-årige Alf Villum Jensen ombord på fiskekutteren L1 Inger Katrine natten til 30. januar 2023.

Fredag klokken ni fortsætter retssagen med forklaringer fra de tiltalte. Det er den anden retsdag i sagen.

Det var Alf Villum Jensens første tur på kutteren.

De fem tiltalte nægter sig alle skyldige.

På sagens første retsdag forklarede en af de tiltalte, en 29-årig mand, at de havde været nødt til at pacificere Alf Villum Jensen, fordi han blev aggressiv og truende. De bandt hans hænder og ben med tape og snor, og kort efter havde han ingen puls og kunne ikke genoplives, lød det i retten.

TV MIDTVEST er til stede i retssalen i Holstebro. Du kan følge livebloggen fra den anden retsdag på vores hjemmeside.

Kl. 04.11

FCM kan selv afgøre guldet

I omtrent hver eneste spillerunde skifter momentum og placeringerne i toppen af den bedste danske fodboldrække.

Lige nu indtager FC Midtjylland førstepladsen efter en sejr på 2-1 over FC København, der er sendt ned på tredjepladsen i Superligaen inden de to sidste spillerunder.

FCM-træner Thomas Thomasberg nyder at være midt i den intense guldkamp og ser frem til de sidste kampe med spænding.

- Det er fedt. Det er unikt at være i. Du kan lige pludselig blive alt fra nummer et til nummer fire. Sådan har det været.

- I næste runde kan det ske, at vi bliver overhalet af et par hold, hvis vi ikke selv sætter en sejr på tavlen. Eller i hvert fald et uafgjort resultat, så vi holder os bedre end FCK.

- Det er givende for Superligaen, at der er den spænding og snak, mener Thomasberg.

16. maj 2024 kl. 22:27

Skjern tabte den første semifinale

Mathias Madsen og Skjern tabte 26-29 i Aalborg (arkivfoto).
Mathias Madsen og Skjern tabte 26-29 i Aalborg (arkivfoto).
Foto: Johnny Pedersen/Ritzau Scanpix

DM-favoritten Aalborg Håndbold tog torsdag det første skridt mod en plads i denne sæsons finaler i Herreligaen.

I den første semifinale på eget halgulv vandt de nordjyske vicemestre 29-26 over Skjern Håndbold. Dermed vil nordjyderne med en sejr eller uafgjort søndag i Skjern være finaleklar.

Et nederlag vil betyde en tredje og afgørende semifinalekamp i Aalborg.

Undertippede Skjern hang flot på i første halvleg. Det skyldtes ikke mindst, at veteranen Lasse Mikkelsen var flyvende.

Efter 20 meget lige minutter bragte han de grønblusede gæster foran 10-9 med sin syvende scoring på otte forsøg.

Gæsterne gik dog lidt i stå frem mod pausen. Erstatningen for skadede Niklas Landin i Aalborg-målet, Fabian Norsten, fik kigget Lasse Mikkelsen ud et par gange, og ud over Mikkelsens indspil til stregen manglede Skjern andre strenge i angrebsspillet.

Samtidig entrerede en anden veteran, Mikkel Hansen, kampen. Og han leverede en af sine bedste kamp i lang tid. Det blev til et par mål i minutterne frem mod pausen og fem mål samt flere flotte assister i alt.

16. maj 2024 kl. 21:46

Unge kvinder lærer at køre truck

17-årige Lykke Frahm Damgaard Laugesen fra Bækmarksbro har pønset på, om hun mon skal være lastbilchauffør ligesom sin far.

Men der er noget, der har afholdt hende fra at blive lastbilchauffører.

- Det er meget et mandefag, og jeg har altid været bange for at komme ud i et mandefag, siger hun.

Til dagligt går hun på FGU Skolen, der er et fleksibelt uddannelsestilbud til unge under 25 år, der ikke har gennemført eller er i gang med en ungdomsuddannelse og som heller ikke har et arbejde.

Og i dag fik hun bevist, at kvinder sagtens kan arbejde i store maskiner.

16. maj 2024 kl. 21:10

Lemvig: Statsministeren bør også kæmpe for Nr. Nissum

Mette Frederiksen
Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Statsminister Mette Frederiksen (A) bør også kæmpe for at bevare læreruddannelsen i Nr. Nissum.

Sådan lyder det nu fra Lemvig Kommune. 

Budskabet kommer efter, at statsministeren tirsdag i Folketingets spørgetid pludselig blandede sig i VIAs planer om at lukke læreruddannelserne i Skive og Nr. Nissum og samle dem i Holstebro.

Mette Frederiksen sagde, at regeringen vil gå i dialog med professionshøjskolen om at bevare uddannelsen i Skive. Men sagde intet om Nr. Nissum.

- Når Statsministeren udtaler, at regeringen vil i dialog med bestyrelsen i VIA om at forhindre lukningen af en læreruddannelse i Skive, så bør det også handle om læreruddannelsen i Nørre Nissum. Argumentet om, at det for regeringen er helt afgørende, at der er uddannelser i hele landet, må i lige så høj grad gælde i denne del af Vestjylland, skriver Lemvig Kommune i en pressemeddelelse.

16. maj 2024 kl. 20:49

Biskop fik en medalje i Ukraine

Biskoppen i Viborg Stift, Henrik Stubkjær, er netop vendt hjem fra en rejse til Ukraine, oplyser stiftet i en pressemeddelelse.

Stubkjær besøgte i sin egenskab af præsident for Det Lutherske Verdensforbund præsident Zelenskyjs højre hånd Andriy Yermak - og Kharkivs borgmester, der er gået under jorden af sikkerhedsmæssige årsager. 

Derfor måtte de mødes på et hemmeligt sted i byen, som ligger tæt på grænsen til Rusland, oplyser stiftet.

Borgmesteren overrakte Stubkjær en medalje fra præsidenten som anerkendelse af verdensforbundets sociale arbejde i Kharkiv.

16. maj 2024 kl. 19:43

Nu er større brand i forsorgshjem under kontrol

Brand på PotentialeHotellet
Foto: pressefotos.dk

Brand og Redning MidtVest har nu fået kontrol over den kraftige brand, der torsdag aften ved udbrød i et afsnit af forsorgshjemmet PotentialeHotellet på Lundvej uden for Herning.

Det oplyser indsatsleder Kasper Andersen til TV MIDTVEST.

Alarmen lød klokken 18.01 og både brandvæsen og politiet rykkede talstærkt til stedet.

- Da jeg ankom herude, fik jeg heldigvis den gode melding, at alle var kommet ud. Et afsnit med kontor og et par værelser var overtændt, og der var risiko for, at branden kunne brede sig til endnu et afsnit og en lade med halm på loftet, fortæller indsatslederen.

Det lykkedes heldigvis brandfolkene at forhindre, at branden bredte sig til endnu et afsnit med værelser. Til gengæld fik flammerne en en smule fat i laden, og brandfolkene er derfor stadig i gang med efterslukningen på stedet.

Indsatslederen vurderer, at indsatsen på stedet varer et par timer endnu.

Politiet oplyser, at et par personer er blevet tilset af den tilkaldte ambulance, men der skulle ikke være personskade.

Branden er tilsyneladende opstået på et af værelserne, men årsagen er stadig ukendt.