Region Nordjylland skruer ned for vaccinationstempo efter sygemeldinger

Sundhedspersonale med bivirkninger får Region Nordjylland til at skrue vaccinationstempo ned.

Vaccine
Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix

Region Nordjylland har søndag besluttet at nøjes med at vaccinere en tredjedel af en sygehusafdeling ad gangen. Hidtil har det været halvdelen.

Opbremsningen skyldes, at flere ansatte må sygemelde sig, efter at de er blevet vaccineret med AstraZeneca-vaccinen, skriver TV2 Nord.

Det skal sikre, at driften holdes i gang på sygehusene, forklarer lægefaglig direktør ved Regionshospital Nordjylland Søren Hjortshøj til TV2 Nord.

- Cirka 20 procent af de, der vaccineres, oplever milde bivirkninger ved vaccinen. Det er der ikke noget usædvanligt i.

- En lille procentdel vil også opleve bivirkninger, der kræver et par dages sygemelding. Det er sådan set også normalt, siger Søren Hjortshøj.

Bivirkningerne ændrer ikke på, at alt personale tilbydes vaccinen. Søren Hjortshøj nævner, at antallet af indlagte med covid-19 i regionen i øjeblikket er lavt, og derfor er der tid til at "puste ud" og få vaccineret personalet.

Andre er også blevet syge

Lægemiddelstyrelsen har allerede meldt ud, at bivirkningerne typisk er milde eller moderate, og hos testpersonerne forsvandt de igen inden for få dage.

De mest almindelige bivirkninger ved vaccinen er blandt andet træthed, hovedpine og feber.

Også i Sverige er hospitalsansatte blevet syge efter vaccination med AstraZeneca-vaccinen.

Det har medført, at to regioner midlertidigt har indstillet brugen af vaccinen.

Den ene region er Sörmland, hvor omkring 100 ud af 400 vaccinerede hospitalsansatte har oplevet bivirkninger som eksempelvis feber.

Den britisk-svenske virksomhed AstraZeneca har beklaget den relativt høje andel af vaccinerede, der oplever bivirkninger. Det skrev mediet SVT lørdag.

- Det er ikke godt. Der virker til at have været en større andel med bivirkninger, end vi havde forventet. I studier har vi set omkring ti procent vaccinerende få disse bivirkninger, sagde Andreas Heddini, medicinsk chef for AstraZeneca i Norden.

Han understreger dog også, at bivirkningerne er forventelige.

/ritzau/