Pensionerede landmænd inviterer børn til at klappe dyr og sætte kartofler

Hver tirsdag formiddag er pladsen bemandet. Ugens øvrige dage må man selv gå på opdagelse.

Er det de brune køer, der laver kakaomælk? Og vokser kartoflerne på hylden i supermarkedet? 

Der kan nogle gange godt være lidt langt fra køleskabet til den mark, hvor landmanden går på arbejde. Derfor åbnede Landbrugets Oplevelsesplads i dag for sæsonen. Her kan særligt de mindste komme helt tæt på livet på landet.

Til åbningsdagen havde 1. klasse på Den kristne Friskole i Holstebro lagt vej forbi, og det passede 8-årige Josva Kjær Svarre fremragende.

- Det er dejligt at være ude at arbejde med hænderne og opleve, hvordan det var i gamle dage.

1:13

Landbrugets Oplevelsesplads kører nu for tredje år i træk. Det er frivillige pensionerede landmænd, der hver tirsdag formiddag møder ind på pladsen og deler ud af deres viden efter mange år i faget.

- Det giver både noget personligt og socialt samvær. Og så glæden ved at vise børnene rundt ved dyr, planter og det hele, siger Peder Thomsen, der er en af de frivillige.

Holstebro Struer Landboforening står bag projektet, og Anders Ørts er tovholderen.

- Vi vil gerne vise børnene, hvor maden kommer fra. Alle kender jo kartofler, så det er en god ting at lære, at de skal sættes i jorden, og så kan man komme til efteråret og hjælpe med at tage dem op.

Pladsen er åben indtil oktober.