Efter heftig debat: Nu bliver sidste punktum i sparekatalog sat

En længere proces omkring budgetforliget for 2024 og det tilhørende sparekatalog er ved at have nået sin ende.

Onsdag aften forventes politikerne i Region Midtjylland at binde den sidste sløjfe på den ventede store sparepakke til 200 millioner kroner.

Partierne bag forligsaftalen mødes i Skive Sundhedshus til forhandlinger klokken 15.30, og fire timer senere holder de et såkaldt doorstep, som er et lille pressemøde, om budgetforliget og besparelserne.

Et stort flertal i regionsrådet vedtog 5. september en budgetaftale for 2024. 

Siden blev der forhandlet et sparekatalog til 200 millioner kroner, som har været i høring frem til 20. november. 

Kataloget rummer massive besparelser på Regionshospitalet Silkeborg, der blandt andet står til at miste sine medicinske sengepladser og dermed blive reduceret til et daghospital.

Desuden skal regionens akutlægebiler skæres ned fra 10 til seks. Det sker ved, at bilerne i Lemvig, Ringkøbing, Silkeborg og Grenå lukkes.

Siden sparekataloget udkom har Folketinget i finansloven for næste år afsat en pulje på 50 millioner kroner til regionernes akutberedskaber. Det vil måske kunne redde en eller flere af akutlægebilerne. 

Både SF og Kristendemokraterne har sagt, at bilen i Grenå bør skånes. Venstre har sagt, at så bør bilen i Ringkøbing også skånes.

Dansk Folkeparti er allerede sprunget helt ud af aftalen og kommer dermed ikke til at være med i onsdagens forhandlinger. Partiets to regionsrådsmedlemmer, Lone Langballe og Inger-Marie Tryde, mener, at besparelserne bliver så voldsomme, at de ikke vil have deres navn på aftalen.

Desuden står Enhedslisten også uden for spareaftalen. Det samme gør regionsrådsmedlemmerne Annette Roed (S), Martin Jakobsen (K) og Ulrich Fredberg (V).

TV MIDTVEST sender lige fra doorsteppet i vores nyhedsudsendelse klokken 19.30.