Ambulancereddere har det langt værre end sygeplejerskerne: Stærkt bekymrende, mener fagforening

Sundhedspersonalet føler sig presset, og i en ny måling viser det sig, at ambulanceredderne er dem, der trives dårligst.

Ambulanceredderne i Region Midtjylland er dem, der trives dårligst, hvis man sammenligner med andre sundhedsprofessionelle. Det viser en ny undersøgelse.
Ambulanceredderne i Region Midtjylland er dem, der trives dårligst, hvis man sammenligner med andre sundhedsprofessionelle. Det viser en ny undersøgelse.
Foto: Region Midtjylland og Sundhedsstyrelsen

For få kollegaer og for dårlig løn. Blandt andre SOSU’er og sygeplejersker kæmper for bedre arbejdsvilkår i sundhedsvæsnet. 

Nu viser det sig så, at en helt anden faggruppe i sundhedsvæsnet trives markant dårligere. 

Ambulanceredderne har det nemlig dårligere med deres arbejde end andre faggrupper i sundhedsvæsnet. Det viser en ny trivselsundersøgelse fra Region Midtjylland.

- Jeg synes, det er stærkt bekymrende, at vi igen i år bonner ud på mistrivsel, siger formanden for Reddernes Fagforening, Kim Volder Hammershøj.

Folk forlader faget

Region Midtjylland har inddelt svarene i trivselsmålingen i over 20 forskellige faggrupper. Og her trives ambulancepersonalet altså dårligst.

I alt har sundhedspersonalet fået 16 spørgsmål. På 10 af de 16 spørgsmål er redderne enten på en delt sidsteplads eller på en sidsteplads alene i målt tilfredshed. 

Kun på 1 af 16 spørgsmål er man mere tilfredse end gennemsnittet.

Kim Volder Hammershøj er formand for Reddernes Fagforening, og han er bekymret for, redderne trives dårligere end andre i sundhedsvæsnet.
Kim Volder Hammershøj er formand for Reddernes Fagforening, og han er bekymret for, redderne trives dårligere end andre i sundhedsvæsnet.
Foto: Jesper Mortensen, TV MIDTVEST

Redderne indtager blandt andet en sidsteplads på spørgsmålet: ”Hvor tilfreds er du med dit arbejde, alt taget i betragtning?”.

Og den slags er ikke sjov læsning, hvis man er fagforeningsformand. Kim Volder Hammershøj lægger ikke skjul på, situationen ikke er for god.

- Vi står i en situation, hvor vi mister rigtig mange gode kollegaer, der forlader faget. Det er vi ærlig talt trætte af og bekymrede over, siger formanden.

Bekymrende, men forventeligt

Politisk vækker svarene fra ambulanceredderne også opsigt hos socialdemokraternes Annette Roed, som sidder i regionsrådet.

- Det er en bekymrende undersøgelse, og vi er da kede af, at redderne har den her oplevelse af et presset arbejdsmiljø. På den anden side tror jeg, desværre, det er ret forventeligt. For der er flere opgaver til præhospitalet, og de opgaver er ofte af længere varighed, og samtidig er der ikke tilført flere ressourcer. Den cocktail må næsten udløse, at man har et belastet arbejdsmiljø, så desværre er det lidt forudsigeligt, siger Annette Roed.

Regionsrådspolitikerne arbejder lige nu med en udviklingsplan for det præhospitale område. Den plan skulle også gerne gavne redderne. 

Men Annette Roed frygter, at man er i tidsnød. For mens politikerne arbejder på planen, risikerer man, at flere medarbejdere forlader faget.

- Det er jeg rigtig bekymret for. Det er også derfor, vi tager sådan en undersøgelse rigtig alvorligt. Vi vil følge tæt op på den. Vi er klar over, at en af de allerstørste udfordringer på sundhedsområdet er personalemanglen, siger Annette Roed.

Kræver bedre løn

Ambulancefolkene har da også fået mere travlt. Ambulancerne kører nu 13,2 procent flere ture med liggende patienter, end de gjorde i 2014. Og turene tager længere tid.

Og når der så ikke er mere personale eller flere ambulancer, udfordrer det.

Kim Volder Hammershøj kunne derfor godt tænke sig, at man tænker nyt. Et forslag er at få flere akutbiler, som er betjent af én medarbejder. 

Redderne kan så stå for den første del af behandlingen, imens man finder ud af, om der skal en ambulance til at transportere personen til hospitalet, eller patienten kan bruge en anden transportform.

Samtidig er der brug for at kigge på reddernes løn, hvis man vil have flere medarbejdere, mener fagforeningsformanden.

- Det er meget paradoksalt, at vi får 20 timers løn for 24 timers vagt i regionen. Det vil vi gerne ændre på. I dag bliver vi driftet alt, alt for hårdt og for meget til, at det retfærdiggør, at vi kun får løn for 20 timer, siger han.