Stået på i månedsvis: Stadig mangel på kørende akutlæger i Vestjylland

Flere akutlægebiler i Vestjylland står stadig stille. Der er for få læger til at udfylde vagtplanen, og udfordringen har stået på længe.

2:34
Det kniber med at finde læger til lægebilerne i Vestjylland. Derfor må de i nogle tilfælde bemandes af en paramediciner i stedet (arkivfoto).
Foto: Region Midtjylland og Sundhedsstyrelsen

Tre til fire dage om måneden er der ingen læge til at tage vagten i akutlægebilen i Vestjylland.

Dermed lever Region Midtjylland stadig ikke op til aftalen om at levere læger til regionens 10 akut-lægebiler, der blandt kører fra Lemvig, Holstebro og Ringkøbing. 

Værst står det til i Holstebro og Lemvig. Alene i maj måned mangler der ifølge vagtplanen kun en læge i 12 ud af 31 dage i Lemvig. Det kan dog lykkes at finde en læge med kort varsel.

Men det er ikke godt nok, mener social og sundhedsformand i Lemvig Kommune, Gunnar Lisby Kjær (V).

- Jeg synes, det er ærgerligt, for det var ikke det der var planen da aftalen blev lavet i sin tid.

Paramediciner i stedet for en læge

Ofte bliver vagterne erstattet af paramedicinere, som springer til med få timers varsel, for at være klar, hvis der akut bliver brug for hjælp.

Så man skal ikke være bange for at blive ladt i stikken, siger paramediciner og driftsleder i Præhospitalet Kenneth Snogdal:

- Man kan være tryg ved at præhospitalet sætter noget andet i stedet for.

I flere af de de nærliggende regioner, sendes som udgangspunkt en paramediciner ud til livstruende situationer. 

I Region Nordjylland er det eksempelvis besluttet, at tre akutlægebiler skal besættes med en læge, mens resten af turene køres af en paramediciner.

I Lemvig, Holstebro, Ringkøbing og Region Midtjylland er der til sammenligning lovet læger i 10 af akutbilerne.

Derfor kan en del af løsningen være at gøre som de andre regioner, mener Kenneth Stampe fra basen i Lemvig.

- Det er klart, at vi ambulancefolk ikke kan erstatte lægerne. Men vi har jo de andre regioner i Danmark, hvor man kører med lavere antal lægebiler, end her i regionen. Og jeg har ikke hørt problemer med at borgere ikke får den kvalitet, de er berettiget til. 

Kenneth Stampe er tillidsmand præhospitalet i Region Midtjylland og dermed for mandskabet i Lemvig.
Kenneth Stampe er tillidsmand præhospitalet i Region Midtjylland og dermed for mandskabet i Lemvig.

Men det politiske ønske i Vestjylland var læger - ikke paramedicinere - i bilen, og derfor skal håndklædet ikke smides i ringen endnu, mener formand for Social- og Sundhedsudvalget i Lemvig, Gunnar Lisby Kjær (V).

- Det handler om, at det var det, vi blev stillet i udsigt i tidernes morgen, da vi blev lovet en akutlægebil herude.

- Jeg er ked af, hvis det bliver en permanent løsning, at man ikke har læger i bilerne og det er det, jeg opponerer imod. Så derfor insisterer jeg på, at man fortsat prøver at finde en løsning ift. at have læger i bilerne, siger Gunnar Lisby Kjær (V). 

Det er Marianne Karlsmose (KD), som sidder i udvalget for det nære sundhedstilbud i Region Midtjylland, enig i. Hun mener, løsningen med paramedicinere som lægevikarer er en glidebane. 

- Det er bedre, end at den ikke kører, men jeg frygter, at det bliver en permanent løsning, der gør, at vi herude får en anden og mindre god betjening, og det vil jeg ikke acceptere.

Ifølge Kenneth Snogdal er det kun sjældent, at regionen ikke har held til at finde en ansat til bilen.
Ifølge Kenneth Snogdal er det kun sjældent, at regionen ikke har held til at finde en ansat til bilen.

Stressende arbejdsliv

Selvom bilerne bliver fyldt med enten læger eller paramedicinere i de fleste vagter, så er det en uholdbar situation på akutlægebilernes base i Lemvig, mener tillidsmand for mandskabet, Kenneth Stampe. 

For manglen på læger presser medarbejderne, som må springe til i sidste øjeblik.

- Vi ved aldrig rigtig helt, hvordan vi skal møde ind på vores arbejdsplads. Det kan godt være et stressende element, når man også skal have familielivet til at fungere.

Så der skal findes en løsning hurtigst muligt.

- Vi kan ikke få alle vagter besat, så det er vigtigt - også politisk- at man tager hånd om det her, siger Kenneth Stampe. 

”En blivende udfordring”

Udfordringen har stået på siden sidste sommer. Og det er ikke kun mandskabet i akutbilerne, som er klar over problemet.

Ledelsen i Præhospitalet erkender, at de ikke har formået at finde løsningen på de tomme vagtskemaer.

Tirsdag har udvalget for det nære sundhedstilbud i Region Midtjylland holdt møde om udfordringerne, som i sagsfremstillingen kaldes en "blivende udfordring".

Medmindre der sker noget helt nyt.

Og det nye kunne være mere i løn, mener Palle Juelsgaard, der er lægefaglig direktør i Præhospitalet i Region Midtjylland.

- Det er ikke området, men i stedet kørevejen, forklarer direktøren med henvisning til, at mange nyuddannede læger er bosat i Aarhus. 

Han tilføjer, at manglen på læger er et problem på mange områder:

- Det er ikke en nem opgave at løse. Der er for mange opgaver i forhold til antallet af uddannede læger. 

Læger vil have fritid – ikke flere penge

I foreningen Yngre Læger hopper de ikke på idéen om mere løn til læger som lokkemiddel til flere vagter i Vestjylland.

- Det kan godt være, at det nogle steder vil virke med ekstra i løn. Men det, vi hører fra vores medlemmer, er at det arbejdspres, man har fra det normale arbejde er så stort, at det tit ikke er attraktivt at arbejde mere.

- Vi kan se, blandt vores medlemmer, at der er en større og større prioritering af work-life- balance, især hvis man har små børn, siger Helga Schultz, der er formand i organisation.

Ved mødet tirsdag er det besluttet at samle flere eksterne løsningsforslag til et opfølgende møde.