Lægerne råbte op allerede i vinter: Nu kalder afdeling problemerne for livstruende

Overlæge stoppede, fordi han ikke følte, at hans kritik af forholdene på Akutafdelingen blev taget alvorligt. Nu bliver problemerne kaldt livstruende, men den lægefaglige direktør mener, man har lyttet hele vejen.

I vinter råbte lægerne op om for mange patienter til for få ansatte på Akutmodtagelsen. Nu melder afdelingen om livstruende problemer.
I vinter råbte lægerne op om for mange patienter til for få ansatte på Akutmodtagelsen. Nu melder afdelingen om livstruende problemer.
Foto: Ditte Georg Wraae, TV MIDTVEST

- Vi synes, at patientsikkerheden er truet i alvorlig grad. Vores ressourcer er ikke til at behandle alle de patienter, der kommer. Det bekymrer mig selvfølgelig.

Sådan sagde overlæge Anders Brøns Møllekær i vinter. Dengang havde han og kollegaerne sendt et bekymringsbrev. 

Der var for travlt på Akutafdelingen på Regionshospital Gødstrup. Siden blev Anders Brøns Møllekær langtidssygemeldt, i marts sagde han op, og nu arbejder han ikke længere i Region Midtjylland. 

På den måde er meget ændret. Men det ser ud til, at der stadig er problemer Akutafdelingen i Gødstrup.

I hvert fald har afdelingen meldt ind, at kapaciteten er så udfordret, at det kan være livstruende for de patienter, der har det værst.

Anders Brøns Møllekær stoppede som overlæge på Akutafdelingen, da han i marts sagde op. Han kunne ikke forlige sig med at blive på Akutafdelingen, fordi han følte, problemerne ikke blev taget alvorligt nok.
Anders Brøns Møllekær stoppede som overlæge på Akutafdelingen, da han i marts sagde op. Han kunne ikke forlige sig med at blive på Akutafdelingen, fordi han følte, problemerne ikke blev taget alvorligt nok.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Den melding kommer i en undersøgelse, hvor regionen har bedt alle Region Midtjyllands hospitalsafdelinger om at melde ud, hvordan det ser ud med antallet af opgaver kontra de ressourcer, der er til stede på afdelingen. 

Og flere steder på Gødstrup og de andre midt- og vestjyske hospitaler er man altså under pres. 

På flere forskellige afdelinger, der behandler alt fra nyresen til lungesyge patienter, er der blevet meldt ud, at kapaciteten er så lav, at det kan få livstruende konsekvenser for patienterne.

Og det gælder altså også for dele af Akutafdelingen.

- Det er fuldstændig i tråd med det, vi sagde dengang. Det kommer på ingen måde bag på mig, siger Anders Brøns Møllekær torsdag til TV MIDTVEST. 

Akutlægen mener, at regionen burde have handlet tidligere. At ledelsen burde have lyttet, da han og kollegaerne på hospitalet meldte om faretruende travlhed. 

Han håber derfor, at det nu vil ændre noget, at der er kommet en systematisk indrapportering, hvor alle afdelinger har forholdt sig til, om der er personale og ressourcer nok til at løse opgaverne.

- Jeg synes, det er positivt, at man melder ind fra de enkelte afdelinger og jeg håber også, at det bliver taget til efterretning, siger han.

10:19
Arbejdspres gjorde i vinter Akutmodtagelsen på Regionshospitalet Gødstrup til Danmarks mest omtalte sygehusafdeling. TV MIDTVEST fulgte overlæge Anders Jørgensen og kollegaerne på en vagt.

Den tidligere overlæge på Gødstrup blev talsmand for lægerne i vinter. Dengang følte han, at bekymringen ikke blev taget alvorligt nok. Det fik ham i sidste ende til at blive sygemeldt og at sige op. 

- Jeg står fuldstændig bag beslutningen om at stoppe. Jeg har ikke lyst til at arbejde et sted, hvor man ikke tager de her problemstillinger tilstrækkeligt alvorligt, siger han.

Hospitalsledelsen synes omvendt, at de har lyttet. 

- Vi har bestemt også taget det meget alvorligt, og vi arbejder også hele tiden på at få det så sikkert som muligt, siger lægefaglig direktør på Regionshospital Gødstrup Jens Friis Bach om situationen på Akutafdelingen i Gødstrup.

Her kan du se direktøren fortælle lidt mere om, hvorfor han mener, at man lyttede i vinter:

0:34
Lægefaglig direktør Jens Friis Bach er ikke enig i, at ledelsen ikke lyttede til lægernes opråb i vinter.

En af de andre læger, som fortalte om problemerne, var overlæge Anders Jørgensen. 

Anders Jørgensen har været på barsel de to seneste måneder og kan derfor ikke sige, om dagligdagen har ændret sig markant til det bedre. 

Men han forventer, at afdelingen stadig har travlt, når han 7. oktober ikke længere skal være på barsel med sin datter og returnerer til Akutafdelingen.

Anders Jørgensen synes, at den nye melding om livstruende kapacitetsproblemer lyder som det, han og kollegaerne netop gjorde opmærksom på i vinter:

- Det lyder ret meget 1:1 som det samme som dengang. Man kan håbe, at når det kommer ud fra officiel side, bliver bliver der handlet i endnu højere grad, så det kan hjælpe, siger Anders Jørgensen.

Direktør tror på fremskridt

På Akutafdelingen har man da også forsøgt at ændre noget. Det skriver man i den indmelding, hvor man gør det klart, at kapacitetsproblemet er livstruende. 

Her fremhæver Akutafdelingen, at man har fået et tættere samarbejde med Medicinsk afdeling, hvor bagvagten kan hjælpe med de akutte patienter, der har størst brug for hjælp. 

Og generelt tror den lægefaglige direktør Jens Friis Bach da også på, det går den rette vej: 

-  Vi synes, situationen er blevet bedre. Vi har fået et bedre samarbejde i huset. Der er andre specialer, der hjælper, når det er nødvendigt. 

- Jeg tror ikke, alle problemer er løst, og vi arbejder stadig på at gøre det så sikkert som muligt. Der kan være situationer med spidsbelastninger, hvor der er rigtig mange patienter, og personaleressourcerne ikke er til, at vi kan sige, det er 100 procent sikkert, siger  Jens Friis Bach.