Wilbeks opråb til midtjyderne: Vi har et år til at bevise lufthavnens værd

Ulrik Wilbek kommer med opråb til erhvervslivet: Tag flyet til København.

Lufthavnens næstformand Dorte West og næstformand Ulrik Wilbek
Lufthavnens næstformand Dorte West og næstformand Ulrik Wilbek
Foto: Marc Killigren Akselsen / TV MIDTVEST

- Jeg siger "Hallo! Calling all erhvervsliv, det er nu."

Sådan sagde Ulrik Wilbek, formand for Midtjyllands Lufthavn, på et netop afsluttet pressemøde fra lufthavnen i Karup, hvor han og Hernings borgmester, Dorte West, som er næstformand i bestyrelsen, deltog. 

Ruten mellem Karup og København genoptages fra 17. april 2023, men bliver i første omgang en flyrute for erhvervslivet, siger Ulrik Wilbek. 

- Vi er blevet bombarderet af henvendelser fra erhvervslivet, om vi ikke kunne komme i gang igen. Så jeg håber, at folk nu hurtigt kommer i gang med at bruge ruten, siger Ulrik Wilbek. 

0:27

Et år til at bevise sig

Lufthavnen har nu et år til at bevise sit værd. 

Om 12 måneder udløber kontrakten med flyoperatøren Danish Air Transport, og inden da er målsætningen at nå gennemsnitligt 30 passagerer per afgang, fortæller Ulrik Wilbek. 

Torsdag blev det klart, at regeringen vil afsætte flere millioner til at understøtte lufthavnen i Karup. Men den støtte er ikke sikret i fremtiden. 

- I 2025 har transportministeren tænkt sig at ensrette, så der bliver det noget andet. Indtil da skal vi gøre os attraktive, så ingen er i tvivl om, at lufthavnen er nødvendig. Det har vi et år til at bevise nu, sagde Ulrik Wilbek på pressemødet. 

En rute for erhvervslivet

Han påpeger, at DAT nu har prioriteret et fly til ruten, som gør, at afgangene kan tilpasses erhvervslivet, så det passer bedre med gænge mødetidspunkter. 

Desuden vil flyet flyve fire gange dagligt hver vej, i stedet for to. 

Alt sammen for at flyruten er attraktiv for erhvervslivet. 

- I første omgang er ruten rettet mod erhvervslivet, som skal få ruten op at stå. For at sige det som det er: det er erhvervslivet, der betaler biletterne, og langt de fleste der flyver på ruterne er erhverv.

Han og Dorte West påpeger, at ejerkommunerne er villige til at poste flere penge i projektet, og har øget det kommunale tilskud til samlet set ni millioner kroner i 2023. 

- Det skal også være attraktivt for virksomheder i fremtiden at etablere sig i vores del af landet. Så det er også en investering i vores erhvervsliv, skal man huske på, påpeger Dorte West. 

0:51
Det kan godt forsvares at bruge flere penge på lufthavnen, siger Viborg og Hernings borgmester på et pressemøde fredag.

Måske charterrejser i fremtiden

Selvom ruten i første omgang er stilet mod erhvervslivet, er håbet, at også andre på sigt skal få gavn af lufthavnen. 

- Vi håber, der viser sig et større behov. Det kunne måske være charterruter i sommermånederne, som der har været før, siger Ulrik Wilbek. 

Indtil videre betyder støtten, at DAT kan udbyde billigere billetter til studerende, pensionister og seniorer. 

- Man kunne ret hurtigt også få "almindelige" mennesker med . Og derfor vil vi gerne prøve det af med billiger billetter for nogle grupper. Det er jo et oplæg til det, der skal ske bagefter, forklarer Ulrik Wilbek. 

Du kan se, eller gense, hele pressemødet her.