Vinterbadning hitter som aldrig før: Det kolde gys skal sponsere fest i Klejtrup

Medlemstallene i de danske vinterbadeklubber boomer.

1:55
Mikkel Mo fra Klejtrup hoppede for første gang nogensinde i det iskolde vand.
Foto: Lasse Uttrup & Frida Bjørn Fisker, TV MIDTVEST

Flere og flere har fået øjnene op for vinterbadning denne vinter. Det ses tydeligt da landets vinterbadeklubber til sammen har fået 10.000 flere medlemmer i løbet af det sidste år.

Den nye vinterdille har de også mærket i vinterbadeklubben ved Handbjerg Marina.

- Det har været et opadgående modefænomen i flere år, men jeg tror virkelig coronatiden har gjort, at man har behov for at mærke sin krop, for man bliver skør i hovedet af at være lukket inde og ikke må noget, siger formanden for badeklubben, Niels Vogelbein.

I løbet af det seneste år er Handbjerg Marinas vinterbadeklub gået fra 200 til 300 medlemmer. Ovenikøbet har klubben 50 personer på venteliste. Niels Vogelbein er ikke i tvivl om, hvad der får folk til at prøve kræfter med det kolde gys.

- Det er fedt. Det giver et rush, man får udløst en masse endorfiner, og så har vi et rigtig godt sammenhold i klubben og en god tone, og vi hygger os med hinanden, fortæller han.

Vinterbadning skal sponsere en fest

I Klejtrup har de ikke en vinterbadeklub, men folk springer alligevel glædeligt i det kolde vand. Borgerne kan nemlig i denne uge samle penge ind til en byfest, hvis de hopper i søen.

Byens virksomheder og foreninger sponserer mellem 50 og 70 kroner for hver borger, der dypper sig i det kolde vand.

- Vi skal have en coronafest, når det bliver muligt at mødes igen. Vi har et stærkt fællesskab i byen, og vi trænger også til, at der sker noget. Så tænkte jeg, at med sådan et sundt vinterbadningsdyp, kunne det være en god måde at samle penge på, fortæller Mette Nielsen, der er initiativtager til Klejtrup Coronafest.

Der er omkring 15 vinterbadeklubber i Midt- og Vestjylland.