Slag, spark, skub og spyt: Lærere ser dagligt vold mellem elever

I en ny undersøgelse svarer over halvdelen af de midt- og vestjyske lærere, at de oplever vold enten dagligt eller ugentligt.

Genrefoto.
Genrefoto.
Foto: Uffe Weng/Ritzau Scanpix

Slag, spark, skub og spyt er efterhånden blevet hverdag i de midt- og vestjyske skoler. 

Det viser en ny undersøgelse, som Danmarks Lærerforening har lavet sammen med TV 2

Undersøgelsen viser, at 52 procent af de adspurgte midt- og vestjyske lærere oplever voldelige episoder mellem eleverne enten dagligt eller ugentligt.

- Jeg er overrasket over, hvor mange der oplever vold, siger Helle Døj, der er formand for Vestjysk Lærerforening. 

Der er i alt 289 midt- og vestjyske lærere, der har svaret i undersøgelsen, som er forbundet med en vis statistisk usikkerhed. Helle Døj mener dog, at man skal tage tallene alvorligt. 

- Det er et udtryk for, at folkeskolen er presset. At børnefællesskaberne i klasserne er presset, siger Helle Døj. 

Voldelige episoder bliver i undersøgelsen beskrevet som for eksempel for eksempel slag, spark, skub eller spyt – og ifølge 64 procent af de adspurgte lærer i Midt- og Vestjylland er der kommet flere af den slags hændelser de seneste fem år.

Ifølge Helle Døj er der mange ting i folkeskolen, der skal fikses – og det ser hun kun én løsning på. 

- For mig skriger det her på flere ressourcer. Så send flere penge og giv os noget tid til at finde de gode lokale løsninger, som alle siger, at vi kan, siger hun. 

Dødstrusler og kvælertag

En af de skoler, der har oplevet voldelige episoder, er Gødvad Skolen i Silkeborg, som TV2 Østjylland kunne fortælle om i sidste uge. 

- Mit barn har været udsat for dødstrusler, kvælertag flere gange, og det jeg vil kalde decideret overfald, siger Camilla Agerbo, forældre til barn på Gødvadskolen.

Og andre forældre delte lignende fortællinger.

- Han har fået at vide, at han vil blive slået ihjel, imens han ligger og sover. At der er nogen, der vil bryde ind og gøre ham ondt, fortæller Jeannette Fisker, forældre til barn på Gødvadskolen.

Og ifølge forældrene har den fysiske og psykiske vold store konsekvenser.

- Min søn har ændret adfærd. Han er påvirket af at begå sig i et utrygt miljø til dagligt, og det fylder enormt meget i familien, fortæller Camilla Agerbo.

Jeannette Fisker har samme oplevelse.

- Da han startede i skole, var han en livsglad dreng, men så bemærkede jeg en ændring, og det har siden været en nedadgående spiral, fortæller hun.

2:49
Slag, spark, skub og spyt er efterhånden blevet hverdag på de midt- og vestjyske skoler.