Pia Olsen Dyhr: Regeringen kan ende med pilskæv udligning

Flere af landsdelens kommuner er utilfredse med ugennemsigtigheden i udligningsreformen.

20200307-113543-l_59mb.jpg
Foto: Michael Drost-Hansen/Ritzau Scanpix

- Vi skal sikre os, at regeringen ikke ender med at lave en pilskæv udligningsreform, fordi Venstre får alt for store indrømmelser.

Sådan lyder det fra SF's formand Pia Olsen Dyhr. På partiets landsmøde i Kolding advarer hun S-regeringen mod at give efter for Venstres krav efter et tumultarisk forløb om udligning.

0:28
Fire midt- og vestjyske kommuner mister penge.

Her har hele tre ministre indtil nu måttet beklage S-regeringens håndtering af forhandlingerne.

- Hvis regeringen laver en udligningsreform alene med Venstre, så kan jeg være bekymret for, at vi ikke får de nødvendige penge til integration i Aarhus, Odense og København, siger Pia Olsen Dyhr.

S åbner for meget op for V

Hun kritiserer dermed, at Socialdemokratiet har åbnet for Venstres ønske om at skære i tilskuddet til kommuner med mange indvandrere. Ud over de tre store byer vil det også ramme en række vestegnskommuner som Brøndby, Ishøj, Albertslund og Høje-Taastrup.

- Hvis man har mange borgere med en anden etnisk baggrund, så kræver det en særlig indsats. Der skal både laves jobindsatser, uddannelsesindsatser, der skal være blandede daginstitutioner og blandede skoler. Det koster penge, siger Pia Olsen Dyhr.

Socialdemokratiet skal dog have Venstre med i en aftale, hvis den skal være holdbar. Folketingets to største partier sidder nemlig tilsammen på langt de fleste borgmesterposter.

Regeringen har imidlertid svækket sin forhandlingsposition og anstrengt forholdet til Venstre efter en stribe episoder i forhandlingerne.

Både statsminister Mette Frederiksen (S), finansminister Nicolai Wammen (S) og social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) har måttet beklage håndtering af forløbet.

Ministrene har beklaget, at regeringen ikke har givet alle oplysninger videre til Folketingets partiet. At der var fejl i beregningerne om nomadebørn. Og at en lækket, intern S-mail afslørede, at alle tre ministerier var involveret i at planlægge "angreb" på Venstre i forhandlingerne.

Efter angrebsmailen har der været et yderligere læk fra Finansministeriet, hvor fortrolige oplysninger fra forhandlingslokalet, der kunne skade Venstre, blev lækket til Jyllands-Posten.

2:23
En lang række borgmestre kritiserede, at kommunerne ikke fik at vide, hvordan regnestykket bag udligningsreformen så ud. Nu har borgmestrene set regnestykket og er stadig ikke blevet klogere. I Holstebro står borgmester HC Østerby med flere spørgsmål end svar.
Foto: TV MIDTVEST

Samtidig har Berlingske og mediet NB-Økonomi beskrevet, at der er indlagt beløbsgrænser i udligningsudspillet fra Social- og Indenrigsministeriet, som lige præcis betyder, at social- og indenrigsminister Astrid Krags nye valgkreds i Køge og Lejre bliver tilgodeset.

Astrid Krag afviser dog, at hun har forsøgt at hjælpe sin valgkreds.

- Det er ikke noget smukt forløb, siger Pia Olsen Dyhr og tilføjer:

- Det kunne bestemt godt have været kønnere, men det afgørende er, at vi får en udligningsreform. De ti til 15 fattigste kommuner i Danmark har det rigtig svært, og de kommer ikke igennem med et ordentligt velfærdsniveau, hvis vi ikke gør noget.

Udligningen mellem kommunerne er i dag på 18,5 milliarder kroner årligt. Regeringen foreslår at flytte yderligere 1,5 milliarder kroner. Formålet er, at give kommunerne bedre mulighed for at yde samme service landet over.
    
/ritzau/

 
 
Foto: Social- og Indenrigsministeriet