Pelsauktion i Danmark udsættes på grund af coronavirus

Kopenhagen Furs udskyder salg af to millioner minkskind på grund af hensyn til kinesiske kunder.

Coronavirusset udsætter salg af to millioner minkskind.
Coronavirusset udsætter salg af to millioner minkskind.

På grund af udbruddet af coronavirus er kinesiske borgere af de lokale myndigheder blevet rådet til ikke at rejse til udlandet.

Det får nu konsekvens for februar-auktionen hos det danske pelsauktionshus Kopenhagen Fur. Auktionen bliver således udsat, oplyses det i en meddelelse.

- Det betyder, at auktionshusets februar-auktion udsættes, og det planlagte salg af cirka to millioner minkskind vil i stedet i videst muligt omfang blive planlagt gennemført i forbindelse med april-auktionen, står der i meddelelsen.

Med udsættelsen vil næste auktion i Kopenhagen Fur finde sted med salgsdage 22-28. april. Perioden kan dog blive forlænget, oplyser auktionshuset.

Coronavirusset har indtil videre kostet over 100 mennesker livet i Kina. Det samlede antal smittetilfælde på tværs af landet menes at være over 4000.

Ifølge Jesper Lauge Christensen, administrerende direktør hos Kopenhagen Fur, har man fulgt den sundhedsfaglige udvikling omkring udbruddet tæt, ligesom auktionshusets medarbejdere i Kina har været i kontakt med mange kunder og relevante myndigheder.

- Vi må samlet set nu konstatere, at det hverken er muligt eller forsvarligt at gennemføre februar-auktionen om mindre end to uger som planlagt.

Skulle der være auktionskøbere med et presserende behov for køb og leverance af skind, vil Kopenhagen Fur stille godt 600.000 skind til rådighed for køb.

Det er skind, der er overført fra sidste års salgssæson.

/ritzau/