På trods af aflyste julefrokoster: Nu starter jule-spritkontrollen

Selv om antallet af julefrokoster bliver færre, bliver antallet af politiets spritkontroller det samme. Politiets årlige julekampagne begynder i dag.

Corona tager måske livet af nogle juletraditioner, men ikke politiets spritkontroller, der begynder fra i dag.
Corona tager måske livet af nogle juletraditioner, men ikke politiets spritkontroller, der begynder fra i dag.
Foto: Charlotte Hansen

Midt- og Vestjyllands Politi sætter nu gang i den årligt tilbagevendende jule-spritkontrol på de midt- og vestjyske veje. Selv om mange de traditionsbundne julefrokoster i år bliver aflyst på grund af corona, holder politiet fast i den årlige juletradition - spirituskontrollen. 

- Vi har igen i år særligt fokus på spirituskørsel. Det er desværre simpelthen nødvendigt, siger Henrik Glintborg, leder af færdselspolitiet ved Midt- og Vestjyllands Politiet

Politiet tager hul på den årlige kampagne torsdag, der løber frem til med 2. juledag.

- På grund af covid-19 er der jo nye regler om forsamlinger, som gør, at de helt store julefrokoster ikke kan afholdes. Så vi er lidt spændte på at se, hvilken indflydelse det får på  kørsel efter julefrokoster, siger Henrik Glintborg

Selv om mange julefrokoster formentlig i år vil blive aflyst, holder politiet fast i kontrollerne på de dage, der traditionelt er de travleste julefrokost-dage. 

- Nogle julefrokoster vil formentlig blive holdt i meget mindre selskaber. Der er aftaler om samkørsel og hjemkørsel måske ikke helt lige så veletableret som en traditionel firmajulefrokost. Så vi er på pletten igen i år, siger Henrik Glintborg. 

Midt og Vestjyllands Politi sætter ekstra mandskab af til opgaven. Torsdage, fredage og lørdage i ugerne op til jul. Men også på søndage må bilister være forberedt på øget kontrol, da man stadig kan være påvirket efter at have drukket aftenen før.

- Vi vil være ude på gader og stræder. Også ude i de mindre byer, hvor vi har erfaring for, at tendensen omkring spirituskørsel er lidt højere, siger Henrik Glintborg. 

Midt- og Vestjyllands Politi vil både patruljere i biler og lave deciderede "stop", hvor betjentene stiller sig på en p-plads og vinker biler ind til tjek. Foruden spiritus vil politiet også kontrollere, om man skulle være påvirket af ulovlige stoffer eller medicin.

Ved julekontrollerne sidste år blev der på landsplan afsløret 413 bilister med for meget spiritus i blodet, mens 511 var påvirket af narkotika eller medicin.

Her er de gode råd

Selv om nogle juletraditioner ligger under for coronasmitten, forbliver andre altså. Det gælder også Rigspolitiets og Rådet for Sikker Trafiks anbefalinger til, hvad man kan gøre for at forhindre spritkørsel.

Er man vidne til en person, der agter at sætte sig bag rattet med for meget alkohol i blodet, kan man forsøge at tale personen fra at køre og eventuelt tage bilnøglerne fra ham eller hende. Andre muligheder er at tilbyde at låne penge til en taxa, tilbyde en overnatning eller give vedkommende et lift, hvis man ikke selv har drukket.

Hvis det ikke hjælper, og vedkommende alligevel sætter sig bag rattet, anbefaler politiet, at man ringer 114.