Travl fredag for politiet: Tre spritulykker i løbet af et halvt døgn

I alt tre bilister kom i problemer på grund af alkohol i løbet af fredag aften og nat.

Fredag skete tre mindre ulykker, der alle var knyttet til alkoholkørsel. Arkivfoto.
Fredag skete tre mindre ulykker, der alle var knyttet til alkoholkørsel. Arkivfoto.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Sent fredag eftermiddag missede en 56-årig lokal mand et venstresving ved Skjern og endte med at køre af vejen. På stedet kunne politiet konkludere, at den uskadte mand havde en promille ’et stykke over’ det tilladte.

Men det var langt fra den eneste spiritusbilist, som fredagen ville byde på, fortæller vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Anders Olesen.

Klokken 22:10 skete der et lignende uheld. En 32-årig mand fra Viborg kom kørende af Ulvedalsvej ved Kjellerup, da han ved et kryds påkørte nogle skilte.

- Han fortsætter derfra, men der er nogle vidner, der ser det. Så da han lidt efter holder ind ved Spisehuset, så udpeger de ham, forklarer Anders Olesen.

Han fortæller, at den 32-årige mand havde en promille, der lå ’langt over det tilladte’.

19-årig testede sin nye bil

Allerede klokken 2:45 var den dog gal igen. Denne gang i Holstebro, hvor en 19-årig mand festede med sine venner.

- Han har fået en ny bil, og han bliver så opfordret til at køre lidt ræs på en parkeringsplads, siger Anders Olesen.

Det fandt sted på parkeringspladsen ved Retten i Holstebro, men den unge mand mistede kontrollen over sin bil og endte med at ramme et træ, så forenden af bilen blev beskadiget. Den 19-årige selv kom ikke til skade.

Igen viste alkometeret en promille ’langt over det tilladte’.

- Man skal lade være med at køre bil, når man har drukket, konkluderer vagtchefen.