DMI: Storm på vej

Alle prognoser tyder lige nu på, at landsdelen om to døgn kan blive ramt af endnu længerevarende storm. Vindstødende kan nå orkanstyrke.

Væltede træer, flyvende tagsten og vestjyske klitter, der svinder ind. Det kan blive resultatet af det stormvejr, som DMI lige nu regner med rammer landsdelen torsdag. Et lavtryk vil i løbet af torsdagen passere syd om Norge og videre gennem Skagerrak. På sydsiden af lavtrykket kan det udvikle sig til storm og vindstød af orkanstyrke.

- Det bliver slemt. Det bliver i hvert fald slemt i lang tid. Det begynder at ramme torsdag middag med stormende kuling med vindstød af stormstyrke. I løbet af eftermiddagen udvikler det sig til decideret storm med vindstød af orkanstyrke, fortæller vagthavende meterolog ved DMI, Susanne Märcher, om de prognoser der gennem lang tid har forudset storm til Danmark.

Voldsom i lang tid

Det er bare to måneder siden landsdelen sidst havde besøg af en storm. Dengang var det stærkeste vindfelt længere mod syd og øst. Men prognoserne viser, at stormen denne gang især vil ramme den jyske vestkyst. I modsætning til oktoberstormen, der huserede i kort tid men med enorm kraft, så vil decemberstormen ramme med vindstød, der muligvis er en anelse lavere, men til gengæld i meget længere tid.

- Det kan potentielt tage lang tid. Vindstødende kommer op i nærheden af oktoberstormen, men det vil være meget længere tid. Vinden vil være rigtig hidsig hele torsdag, og vinden vil først tage af i løbet af fredag eftermiddag. Vi skal helt hen på lørdagen før vinden for alvor er taget af igen, fortæller Susanne Märcher.

DMI: Prognoserne er enige

Der kan ske meget vejrmæssigt på to døgn. Alligevel er meteorologerne sikre på, at stormen vil ramme, fordi alle prognoserne i længere tid har vist, at denne vinters anden storm bliver en realitet.

- Hvis banen ændrer sig 100 kilometer længere mod syd, så kommer der ikke så meget vind mod nord. Men prognoserne er meget enige om lavtrykkets kurs, så der er stor sandsynlighed for at stormen vil ramme, fortæller den vagthavende meteorolog.

Susanne Märcher oplyser, at stormen kan forårsage forhøjet vandstand ved vestkysten og i de indre farvande.

Her kan du følge DMI's opdateringer om vejrudsigterne frem mod stormen på torsdag og fredag.