Corona-året går på hæld: Her er nogle af midt- og vestjydernes lyspunkter

Det har været et år, der nok for mange primært vil blive husket for sygdom, nedlukninger og krise. Men for nogle midt- og vestjyder har der været lys i mørket.

Året har budt på masser af ting, der vil blive husket, men mange af dem klinger nok desværre negativt. Dog er der også sket ting, man vil smile af, når man tænker tilbage.
Året har budt på masser af ting, der vil blive husket, men mange af dem klinger nok desværre negativt. Dog er der også sket ting, man vil smile af, når man tænker tilbage.
Foto: Privatfoto

Det er vel næsten indiskutabelt, at 2020 har været et år med lidt mere frustration og lidt mindre festlighed end normalt.

Men det har ikke været ren elendighed det hele. På TV MIDTVESTs facebookside har vi bedt midt- og vestjyderne om at dele nogle af de gode ting, der er sket for dem i året, der så småt er gået. Og de gode oplevelser er mange, og de spænder vidt og bredt.

I praktik som blomsterbinder

For Caroline Hangaard har året budt på lidt ekstra tid til at finde ud af, hvad hun gerne vil lave i sit arbejdsliv. Hun har nemlig længe været i tvivl, men da hun fik en praktikstilling hos Blomstersnedkeren i Durup, ændrede det sig.

- Jeg kommer ud og prøver det af, jeg gerne vil. Sådan med uddannelse eller arbejde, eller hvad det er. Jeg vil jo gerne være kreativ og have frie tøjler til at lave noget fedt. Så blomsterforretning blev det til, siger Caroline Hangaard.

Caroline Hangaard har fundet ud af, hvad hendes drømmejob er. Hun har nemlig efter et praktikforløb som blomsterbinder fundet ud af, at hun elsker kreativiteten, der følger med.
Caroline Hangaard har fundet ud af, hvad hendes drømmejob er. Hun har nemlig efter et praktikforløb som blomsterbinder fundet ud af, at hun elsker kreativiteten, der følger med.
Foto: Caroline Hangaard / Privatfoto

Hun har været sygemeldt tidligere på året, og derfor lå det egentlig ikke i kortene, at hun skulle arbejde så meget til at starte med, men efterhånden som hun har fået selvtilliden op at køre i faget, er hun alligevel endt med at arbejde for fuldt tryk.

- Til at starte med startede jeg op med nogle få timer, men så blev det jul, og så kom den ene ordre efter den anden. Og det har været mega fedt. Man bliver naturligt træt og kommer hjem med et smil på læben, og så er man klar til at stå op dagen efter, siger hun til TV MIDTVEST.

Nu går året på hæld, og denne gang kan den 22-årige kvinde se frem til et år, hvor hun ved, hvad hun vil.

- Min kontrakt udløber til januar, og så håber jeg, at jeg kan blive forlænget, men ellers vil jeg finde en anden blomsterforretning, siger den håbefulde vestjyde.

"I want to be kind"

I Skibbild bor Heidi Hammerum Petersen, og hun har længe gået med en drøm, som hun de seneste år har haft lyst til at føre ud i livet.

Hun har nemlig længe gerne villet have en tatovering, og da hendes søster fyldte 40 i år, var lejligheden fundet.

- Vi havde lidt problemer med at finde ud af, hvad det skulle være. Jeg havde bestemt, at jeg ville have Teiturs signatur, hvor der står ”I want to be kind”. Det er en titel på en sang på et album, han har lavet, siger Heidi Hammerum Petersen til TV MIDTVEST.

"I want to be kind" er titlen på Teiturs album fra 2018, og ordene taler ganske særligt til Heidi Hammerum Petersen.
"I want to be kind" er titlen på Teiturs album fra 2018, og ordene taler ganske særligt til Heidi Hammerum Petersen.
Foto: Heidi Hammerum Petersen / Privatfoto

Da pandemien kom til Danmark til at starte med, lukkede alle tatovørerne ned, og det udsatte projektet lidt. Så da landet åbnede op igen i løbet af sommeren, slog de hurtigt til.

Og Heidi vidste med det samme, hvad hun skulle have tatoveret.

- Jeg er sådan en, der gerne vil gøre det bedste for andre, så jeg tænkte, at det skulle være den her tatovering. Og så fordi det er hans signaturbillede, og jeg er glad for Teitur, siger hun.

Efter nogle tusind stik med en blækindsmurt nål er tatoveringen helet pænt, og hun er ikke blevet afskrækket af svien.

- Det gjorde ikke så ondt. Jeg tror, jeg snakkede mig ud af det ved at sidde og spørge tatovøren til en masse ting. Jeg skal have flere på et tidspunkt. Jeg vil gerne have skrevet ’be kind to your mind’, så jeg kan huske at være god mod mig selv, mens jeg er god mod andre, siger Heidi Hammerum Petersen.

Familieforøgelse under nedlukning

For Mai-Brith Ravnsgård Worm har det været et år, hun som de fleste andre nok aldrig vil glemme – men af en anden årsag end for de fleste. Hun er nemlig blevet mor for første gang.

- Det er fantastisk. Det er en gave, og det er noget, jeg har ønsket mig længe. Jeg værdsætter det hver eneste dag, siger hun til TV MIDTVEST.

Hendes søn, Malte, kom til verden den 11. februar, og dengang var alting meget anderledes, end den er her ved årsskiftet nogle måneder senere. Det var nemlig præcis en måned før nedlukningen.

Mai-Brith Ravnsgård Worm blev i år mor til Malte, der her ses med nissehue og et smil.
Mai-Brith Ravnsgård Worm blev i år mor til Malte, der her ses med nissehue og et smil.
Foto: Mai-Brith Ravnsgård Worm / Privatfoto

- Det med alle de restriktioner og aflyste mødregrupper har været hårdt. Jeg har ikke kunnet socialisere min søn, som man plejer, med babysvømning og sådan noget, siger den nybagte mor.

Restriktionerne kom tilbage i december, men nu har vi endelig fået en vaccine mod sygdommen, og derfor går vi forhåbentligt ind i et år, hvor det bliver lettere at dyrke fællesskaberne.

Der har dog også været fordele ved at bliver forælder lige inden lockdown.

- Jeg har fået mere tid med ham, end jeg ellers ville have fået, og det er helt fantastisk. Han har været så dejligt nem og blid. Nu er han startet i dagpleje, og jeg er færdig med min barsel, så jeg starter også op igen, siger hun.