Nyt gedemejeri vinder mejeribranchens Oscar-pris

Tobias Christensen fra Nørgaards Gedemejeri startede et mejeri op for otte måneder siden. Nu har han vundet en pris for bedste hårde ost foran både Thise Mejeri og Arla.

Tobias Christensen
Foto: Martin Sodemann, TV MIDTVEST

- Jeg tror egentligt bare, at jeg sagde 'fuck hvor fedt'.

Onsdag fik Tobias Christensen nyheden om, at hans gedegouda har vundet Mejeriforeningens Gourmetpris i kategorien 'hård ost'. 

For otte måneder siden startede han sit eget gedemejeri i nærheden af Videbæk, efter hans tidligere mejeri opsagde aftalen om at aftage gedemælken fra hans gård. Derfor har det også været et vildt år for gedelandmanden.

- Det er svært at beskrive. Vi har lagt virkelig mange timer i det. Når man tænker tilbage på alt det, vi har været igennem, så bliver jeg selv meget stolt af, at vi står i dag og har vundet en af de fineste priser i mejeribranchen, siger han.

Et stjerneskud

Dommernes begrundelse for, hvorfor det var gedegoudaen, der vandt prisen, er:

- Sikke et stjerneskud fra det dugfriske gedemejeri i Vestjylland.

- Ged er stadig en smule eksotisk i vores ostekultur, men med en så flot og imødekommende ambassadør for genren som Nørgaards gedegouda, er det svært ikke at blive lidt stolt over, hvor langt dansk ost er kommet, lyder det blandt andet.

De to andre finalister var Kantate ost fra Thise Mejeri og Castello KANT fra Arla Foods Oswestry Production.

- Jeg troede ikke helt på det. Jeg troede til at starte med, at vi bare var i finalen. Så jeg troede ikke, at vi har vundet. Vi var oppe imod Thise og Arla i finalen, så det er jo meget godt klaret, siger vestjyden.

Gedeost på dagsordenen

Et af Tobias Christensens mål er at få sat gedeost og gedemælk på dagsordenen herhjemme. Han har efterhånden været gedelandmand i en del år, og for otte måneder siden blev han så også gedemejerist.

Prisen er for ham et skridt i den rigtige retning for at gøre opmærksom på, hvad gedeost og gedemælk kan.

- Jeg synes jo bare, at det er fedt, at vi har kunne gøre det med de få midler, vi har. Vi kæmper næsten hver dag for vores eksistensgrundlag, så det er helt fantastisk. Det havde jeg aldrig turde drømme om, slutter han.