Vestjysk Bank i EU-kritisk søgelys

EU-kommissionen vil nu undersøge om statsstøtten til Vestjysk Bank er efter reglerne

EU kommissionen vil undersøge om den danske stats støtte til Vestjysk Bank er efter reglerne
EU kommissionen vil undersøge om den danske stats støtte til Vestjysk Bank er efter reglerne
Foto: Arkiv

EU-Kommissionen stiller nu skarpt på den støtte, den danske stat har ydet den kriseramte Vestjysk Bank, i forbindelse med planerne om at sikre pengeinstituttets eksistens.

Efter fusionen med den statskontrollerede Aarhus Lokalbank og en række konverteringer af lån fra staten, har Vestjysk Bank i dag Finansministeriet som hovedaktionær.

Kommissionen vil nu undersøge, om den danske stats involvering i banken er i overenstemmelse med EUs regler om statsstøtte. Det skriver banken i en fondsbørsmeddelelse.

Især skal det undersøges, om den redningsplan banken har lagt frem, er nok til at sikre bankens levedygtighed, uden at der kommer til at påvirke konkurrencen på markedet.

EU-kommissionen er ikke overbeviste om, at planen er god nok. Desuden skal det undersøges, om bankens aktionærer bidrog  med tilstrækkelig økonomi,  da redningsplanen blev lagt frem i 2012 og senere ændret her i 2015. 

Fondsbørsmeddelelsen er underskrevet af bankens bestyrelsesformand Vagn Thorsager og den administrerende direktør Jan Ulsø Madsen.

I øjeblikket kæmper Vestjysk Bank med store nedskrivninger. Finanstilsynet har netop bedt banken nedskrive for yderligere 116 millioner kroner.  Desuden har tilsynet rettet en skarp kritik af bankens kreditstyring.

Vestjysk Banks aktie blev i går noteret til en slutkurs på 8,75 kr. Hvis det lykkes at sælge banken ville staten, med den nuværende aktiekurs, stå med et tab på omkring et halv milliard kroner.