Professor i biodiversitet: Mårhunden er ikke det store problem

En professor i biodiversitet ved Aarhus Universitet maner til besindighed i kampen mod mårhunden.

Professor i biodiversitet, Jens-Christian Svenning mener ikke, at mårhunden er så stort et skadedyr, som nogle vil gøre den til. Foto: Katrine Angel, TV MIDTVEST

Mårhunden er hadet af mange jægere og naturelskere, men måske gør den slet ikke så store skader på den danske natur, som mange frygter.

I hvert fald ikke, hvis man skal tro Jens-Christian Svenning, der er professor i biodiversitet på Aarhus Universitet.

Det at mårhunden konkurrerer med jægerne om fasaner og agerhøns, det gør at folk bare ikke kan lide den.

Jens-Christian Svenning, professor i biodiversitet, Aarhus Universitet.

- Fagligt set har vi ikke den store basis for at sige, at mårhunden skulle være et stort problem for den danske natur, siger han.

I den her uge fik danske jægere endnu i våben i kampen mod mårhunden. Nu er det lovligt for jægerne at bruge natsigte i kampen mod det forhadte pelsdyr.

En af dem, der allerede har væbnet sig med den nye slags kikkert, er mårhundejæger Jytte Paarup fra Nr. Nissum. 

- Jeg glæder mig til at komme ud og få den første mårhund med den her, siger Jytte Paarup.

Professor: Mårhunden gør ikke det store indhug i bestanden

Men når danske jægere kaster sig over jagten på det invasive pelsdyr, så burde de måske slå en anelse koldt vand i blodet, mener professoren. 

I følge ham er der flere undersøgelser, der peger på, at mårhunden slet ikke gør det store indhug i de danske vildtbestande.

Læs også Natsigte tages i brug mod løbsk mårhundebestand

- Hvis vi kigger på Østeuropa, hvor mårhunden har været i mange årtier, så kan vi se, at padder og fugle og så videre har det fint derovre. Og hvis vi kigger der, så får mårhunden jo ikke de her bestande til at kollapse på nogen måde, siger professoren i biodiversitet.

- Mårhunden er faktisk nok ikke det store problem, lyder det fra professoren.

Jens-Christian Svenning har lidt svært ved at forstå, hvorfor det forhadte rovdyr bliver jagtet så intensivt.

Mårhundejæger Jytte Paarup har anskaffet sig en natkikkert, så hun kan jage mårhunde om natten. Foto: Katrine Angel, TV MIDTVEST

- Det er nok lidt overdrevet i forhold til, hvad vi ved om mårhundens effekt. Det, at mårhunden konkurrerer med jægerne om fasaner og agerhøns, gør, at folk bare ikke kan lide den, siger professoren i biodiversitet.

Men den køber mårhundejægeren fra Vestjylland ikke.

- Det er altså ikke kun et spørgsmål om, at den æder fasaner. Det er hele faunaen, siger Jytte Pårup.

- Det, at putte en masse offentlige penge i en bekæmpelsesindsats, skal man jo kun gøre, hvis man får noget reelt ud af det. Og det kræver først, at man bruger det på noget, der er et reelt problem, og det mener jeg ikke, mårhunden er, siger Jens-Christian Svenning.

02:21

INdslag: Mårhundejægere skyder over målet

Luk video