En helt særlig lyd: Her elsker de at høre en gammel motor i aktion

En gang om ugen samles en flok mænd i Æ´ Motorrum i Thyborøn for at dyrke deres fælles interesse for gamle skibsmotorer.

1:57
Ideen til Æ´ Motorrum opstod, da en kutter sank ved Lemvig for fem år siden. Se indslaget her.
Foto: Nanna Lykke Smith Rasmussen, TV MIDTVEST

En skibsmotor er ikke bare en skibsmotor. 

Der er de moderne, der sidder i nutidens skibe. Og så er der den slags, som en flok mænd hver uge mødes for at sætte i stand i Thyborøn.

Mændene bruger en stor del af deres fritid på at opstøve gamle danske skibsmotorer og sætte dem i stand, så de kan indgå i den lille udstilling kaldet Æ´ Motorrum  på Kystcentervej i Thyborøn.

Og her spiller lyd en stor rolle. Mændene elsker nemlig at høre en gammel motor i aktion.

- Det er helt fantastisk at høre sådan en motor i stedet for de nymodens. De skriger jo bare - der er turbo. Her er der ingenting med turbo, siger Søren Nielsen fra Thyborøn.

Det hele begyndte for fem år siden, da en gammel kutter sank ved Lemvig under en storm. Skibet stod ikke til at redde, men en lille gruppe gik sammen om at redde skibets Hundested-motor, og derfra udviklede det sig, så der nu er otte mænd med hang til gammel mekanik, der mødes en gang om ugen.

 
 
Foto: Nanna Lykke Smith Rasmussen, TV MIDTVEST

Callesen-motor fra Aabenraa

Og dermed er de på en måde med til at bevare en lille del af den danske kulturarv. 

- Det er sjovt, og så er det også vigtigt, at vi kan bevare nogle af de gamle ting og ikke bare smider væk. Hvis vi havde været i gang for 25-30 år siden, kunne der have stået stribevis af gamle maskiner herinde. I stedet er de blevet smeltet om, siger Henrik Kvist, der tager turen til Thyborøn fra Horsens.

Og snakken går lystigt, mens de arbejder med de gamle motorer - blandt andet om fiskeriet i gamle dage.

- Det er ren afslapning. Der kommer jo ingen og puster og stønner, at vi skal være færdige. Vi skal bare have det til at køre, siger Søren Nielsen.

Mændenes nyeste projekt er en Callesen-motor med 180 hestekræfter - produceret i Aabenraa engang i 1960´erne. 

- Det har taget mig et helt år at finde den her. Uanset standen den var i skulle den købes hjem, for det var måske chancen for at få fat i en, siger Henrik Kvist.

Det er planen, at Callesen-motoren er klar til at blive udstillet den 20. december.