Valgplakater flået ned: - Der er flere, der er fuldstændig smadrede

Under 24 timer efter valgplakaterne er kommet op, er de flere steder hevet ned igen og smadret.

0:32
Winnie Nielsen (S) måtte bruge sin søndag formiddag på at samle nedrevne valgplakater i Karup og Kølvrå.
Foto: Privatfoto

For et døgn siden fik kandidaterne til kommunal- og regionsrådsvalget lov til at hænge deres valgplakater op i lygtepæle. Men allerede i dag er flere plakater hevet ned igen.

I Karup blev Winnie Nielsen (S), der stiller op i Viborg Kommune, opmærksom på problemet, da hendes partikammerat ringede til hende i morges og fortalte om de ødelagte plakater.

- Det gør mig ked af det. Nu er det mit første valg, og det er bare rigtig ærgerligt. De frivillige og jeg har brugt mange timer på at sætte dem op. Det er ikke i orden, siger hun til TV MIDTVEST.

Sammen med nogle hjælpere har hun brugt formiddagen på at køre rundt i både Karup og Kølvrå for at samle plakater ind. Det er blevet til en stak med omkring 23 plakater.

- Der er flere, der er fuldstændig smadrede og ikke kan bruges igen. Og vinden kan altså ikke gøre det. Der sad en stump tilbage et sted, og den skulle vi bruge mange kræfter på at få af, siger Winnie Nielsen (S).

Det er ikke kun Winnie Nielsens (S) plakater, der er blevet revet ned. Flere andre kandidaters valgplakater har fået samme tur.
Det er ikke kun Winnie Nielsens (S) plakater, der er blevet revet ned. Flere andre kandidaters valgplakater har fået samme tur.
Foto: Privatfoto

Plakaterne er hængt op af flere forskellige partier heriblandt Nye Borgerlige, DF, Venstre, Radikale, Konservative og Lokallisten, men over halvdelen har den røde rose og partibogstavet A påtrykt.

- Umiddelbart tænker jeg, at der er nogen, der er gået direkte efter dem, siger den socialdemokratiske kandidat.

De ødelagte plakater bliver nu meldt til politiet som hærværk, og så vil Winnie Nielsen (S) have fat i trykkeriet igen.

- Jeg skal have nye plakater. Det er jeg nødt til, for det er primært mine, der er hevet ned, siger hun. 

Udover Karup og Kølvrå er der også hevet plakater ned i Skjern og Skive. Desuden er et banner forsvundet fra Øster Jølby på Mors, skriver Nordjyske