Så er det tid igen: Valgplakaterne flytter ind i landsdelen

Siden lørdag klokken 12 har der været jagt efter de bedste lygtepæle over hele landet. En af de mange jægere er byrådskandidaten Mille Pedersen (A), der stiller op i Herning Kommune.

2:21
Byrådskadidaten Mille Pedersen (A) har haft travlt med at sætte valgplakater op.
Foto: Sebastian Engelberth Hansen, TV MIDTVEST

Det blev endelig lørdag den 23. oktober, og det er en dag, som mange har ventet på.

Det er nemlig den dag, hvor alle kandidater må hænge deres store selvportræt op i byerne - så kommunal- og regionsrådsvalget sådan for alvor kan skudes i gang.

Mille Pedersen er for første gang kravlet op ad stigen for at hænge en af sine mange plakater op i en lygtepæl.

- Det er jomfruturen. Det er første gang for mig, siger hun.

Den nye byrådskandidat stiller op for Socialdemokratiet, og hun har glædet sig meget til dagen på trods af, at hun også synes, det er nervepirrende at se sig selv på de mange store billeder rundt i byerne.

Men debutanten fra Tjørring ved godt, at det er vigtigt at hænge rundt omkring i byen.

- Jeg tænker i hvert fald, at det kommer bredere ud. Og at der er flere, der vil bemærke mig. Jeg har selvfølgelig været meget aktiv på sociale medier, men det er jo ikke alle, der følger mig der, siger byrådskandidaten.

En rutineret ophænger

Men der er også mange erfarne kandidater, der glædeligt hænger plastikfirkanten op igen.

- Jeg har hængt plakater op, siden jeg var 15 år. Jeg ved slet ikke hvor mange tusinde, jeg har hængt op, siger partiformanden for Det Konservative Folkeparti Søren Pape Poulsen.

Han er en af dem, der slet ikke kunne forestille sig, at der ikke skulle hænge plakater i lygtepælene op til et valg.

- Jeg tror, det bliver ved med at være der. Det er det, der minder folk om, at nu er det valg, understreger han.

Søren Pape Poulsen (C) og Anette Mosegaard (C) har været rundt i utallige lygtepæle med valgplakater.
Søren Pape Poulsen (C) og Anette Mosegaard (C) har været rundt i utallige lygtepæle med valgplakater.
Foto: Sebastian Engelberth Hansen, TV MIDTVEST

Også byrådskandidaten Anette Mosegaard (C) mener, at valgplakaterne spiller en vigtig rolle op til et kommende valg.

- Det har en kæmpe værdi for selve demokratiet – end for måske den enkelte kandidat, siger hun.

Plakaterne er nemlig med til at minde befolkningen om, at de snart skal sætte deres kryds.

Genbrugelige plakater

En der også har haft travlt med at sætte plakater op i dag er byrådskandidaten for Fiskerlussing John Jørgensen. Hans valgplakaterne ligner dog ikke helt de andre.

- Jeg havde jo plakater fra Folketingsvalget, så jeg tænkte, dem kunne jeg ligeså godt bruge, fortæller han.

Genbrug er godt for miljøet, men det kan også være nødvendigt for et enkeltmandsparti.

- Det hele handler om, at man kan komme så langt så muligt med så få midler som muligt, siger kandidaten fra Fiskerlussing.

John Jørgensen genbruger sine valgplakater fra Folketingsvalget.
John Jørgensen genbruger sine valgplakater fra Folketingsvalget.
Foto: Sebastian Engelberth Hansen, TV MIDTVEST

Men man behøver faktisk slet ikke være alene i sit parti for at tænke bæredygtigt. Også den konservative byrådskandidat Lau Sørensen tænker på at genanvende materialer.

- Jeg har genbrugt lige omkring 60 valgplakater, det er sådan lige under en tredjedel, siger Lau Sørensen.

Og det betyder ikke noget for den erfarne kandidat, at billedet er det samme som for fire år siden. 

Lau Sørensen er ligeglad med, at mange af hans plakater er med et fire år gammelt billede.
Lau Sørensen er ligeglad med, at mange af hans plakater er med et fire år gammelt billede.
Foto: Sebastian Engelberth Hansen, TV MIDTVEST